Det danske tennistalent Holger Rune måtte natten til mandag se sig slået af sydkoreanske Kwon Soonwoo ved Australian Open med cifrene 6-3, 4-6, 6-3, 3-6, 2-6.
Den 18-årige dansker var altså foran efter tre sæt, men Rune begyndte at døje med noget, der lignede kramper.
Holger Rune er dermed ude af grand slam-turneringen i Melbourne, som Kwon nu avancerer i for første gang.
- Det var en god kamp indtil begyndelsen af fjerde sæt, hvor jeg godt kunne mærke, at mine ben begyndte at spænde lidt op.
- Da jeg kom foran 2-0 (i sættet, red.), begyndte jeg at spænde fuldstændig unødvendigt i benene, og jeg kunne slet ikke bevæge mig.
Den 18-årige dansker fortæller, at han i løbet af femte sæt begyndte at kunne bevæge sig normalt efter at have fået noget væske og behandling, men at han alligevel følte sig hæmmet.
- Jeg var bange for at bevæge mig, fordi jeg ikke vidste, om kramperne ville vende tilbage, fortæller Holger Rune.
Netop kramper har flere gange stået i vejen for Rune. Således også i grand slam-debuten i US Open mod Novak Djokovic sidste år.
Artiklen fortsætter under billedet...
Den danske teenager gav fra start intet fra sig i sine egne servepartier og viste samtidig tænder i modstanderens serv. Rune brød til 1-0 og igen til 6-3, og så var første sæt overstået på bare 27 minutter.
I andet sæt vågnede Kwon mere op. Han var for det meste ovenpå og skabte balance på sætfronten.
Men i tredje sæt var Rune igen den dominerende spiller. Han viste prøver på sin alsidighed, og med en offensiv tilgang bragte han sig igen i vinderposition. Bruddet til 4-2 blev afgørende for, at danskeren kort efter kunne serve tredje sæt hjem.
Artiklen fortsætter under billedet...
Da Rune så bagefter brød til 1-0 og holdt serv til 2-0, trak det for alvor op til dansk sejr. Kwon nåede at se opgivende ud, men koreaneren fik ny luft, da han brød til 2-2.
Kort efter blev Rune så fysisk hæmmet. Det lignede kramper, da Rune haltede rundt på banen og i flere partier slet ikke kunne løbe helhjertet efter boldene.
Flere gange servede han med underhåndsserv, da han ikke kunne gennemføre sin normale servebevægelse. Kwon udnyttede situationen til at bryde til 5-3, hvorefter han servede fjerde sæt hjem.
Artiklen fortsætter under billedet...
I femte sæt var Rune stadig ramt af smerter, men han kæmpede det bedste, han havde lært. Han fulgte med til 2-2, men derfra var der ikke mere at give af, og Kwon kunne efter lidt mere end tre timers tennis fejre sin første sejr i hovedturneringen af Australian Open.
Mens Rune er ude af turneringen, er der stadig dansk singlehåb i skikkelse af Clara Tauson.
Hun spiller sin kamp i første runde natten til tirsdag dansk tid eller tidlig tirsdag morgen. Hun møder australske Astra Sharma.