I efteråret blev den verdensberømte franske tennistræner Patrick Mouratoglou tilknyttet Holger Runes trænerstab.
Sammen med analytikeren Mike James, mor og manager Aneke Rune og Holgers træner gennem mange år, Lars Christensen, følger de stjerneskuddet på tennisbaner overalt i verden.
Sidstnævnte er stadig en vigtig del af Holgers trænings-setup - også selvom det inkluderer en kapacitet som Patrick Mouratoglou, der har trænet store navne som Serena Williams og Simona Halep.
Ifølge Holger Rune har han stadig meget af lære af Lars Christensen, som var manden, der opdagede Holgers talent i første omgang.
- Lars er meget teknisk. Han prøver stadig at hjælpe mig med at lære ting, og jeg er ivrig efter at forbedre mig, siger Holger Rune i et interview med New York Times.
Her bliver han også spurgt, hvad det vigtigste, han har lært af Lars Christensen, er.
- Jeg vil sige disciplin. Hvis du ser på mig nu og for fem år siden, er jeg meget anderledes. Jeg er mere struktureret i alt, jeg gør - på og uden for banen, siger Holger Rune.
Holger Rune og Lars Christensen havde deres første møde i Skovshoved Tennisklub, da Holger Rune var bare seks år gammel.
Tennistræneren lagde med det samme mærke til et ekstraordinært talent.
- Lars så et eller andet i Holger fra dag ét, har sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Buus Andersen, tidligere fortalt til Ekstra Bladet.
Lars Christensen og resten af Holger Rune-teamet er lige nu i Melbourne i Australien, hvor de forbereder sig frem mod Holger Runes indtræden i turneringen tirsdag omkring klokken 03.00 dansk tid.