- Jeg har svært ved at finde ord for det, fordi det simpelthen var så flot en indsats. Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har haft så mange nerver på.
Sådan lyder det fra tenniseksperten Michael Mortensen ovenpå Clara Tauson første sejr i grand slam, hvor hun besejrede amerikaneren Jennifer Brady.
Og Mortensen kan slet ikke få armene ned over den 17-åriges imponerende præstation i kampen, som han kalder 'skelsættende' for den unge dansker.
- Det var en vidunderlig kamp at følge. En kamp, der bølgede frem og tilbage med meget få fejl og i et opskruet tempo. Helt klart den bedste kamp, jeg har set ved Roland-Garros turneringen i år. Begge spillere har en stor ære i kampen, men gudskelov var det Clara, som trak det længste strå.
- Den måde, hun var så rolig i kampen. Selv når hun var nede med break-bolde og var ude i store problemer, så forholdt hun sig meget fokuseret og målrettet. Det var en meget modig præstation.
Se også: Hun er snart blandt verdens 100 bedste
Stor værdighed
I kampen viser Clara, hvor meget hun har udviklet sig, og hun formår samtidig at være formel hele vejen igennem, mener tenniseksperten.
- Det var dejligt at se, at den transformation fra junior til senior har været så smuk, som den nu engang blev i dag. Det er en fryd for øjet.
- Og den værdighed, hun viser efter kampen, hvor hun går frem til nettet. Det er ikke noget med, at hun overreagerer eller noget som helst. Hun er samlet, går frem til nettet og takker Brady for en flot kamp. Det var også dejligt at se.
Især Claras mentale udvikling skinner klart igennem i tirsdagens kamp grand slam-debut, mener han.
- Tidligere kunne hun godt være hård mod sig selv og bebrejdende, når hun lavede en fejl. Og én fejl kunne godt avle flere fejl.
- Men her er hun rolig og kommer hurtigt videre. De her fejl, dem børster hun hurtigt af sig, og så spiller hun et nyt point som om, at det forrige point allerede er glemt. Og det er et stærkt tegn, at man kan gøre det.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Se også: Fed test: - Selvfølgelig har Clara en chance
Sender stort signal
Med den her sejr i bagagen, så har Clara Tauson for alvor sendt et signal om, hvem hun er, mener Michael Mortensen.
- Det er sådan en kamp, der har alle ingredienser en kamp skal have, og som virkelig kommer til at få stor betydning for en spiller. Og hvilket signal hun også får sendt til hele tennis-verden. Nu har hun virkelig meldt sin ankomst på WTA-touren.
Ifølge tennis-eksperten går Clara Tauson en spændende tid i møde.
- Hun er fysisk og mentalt stærk, og hun er en spiller, der har hele paletten. Hun har jo så mange værktøjer i værktøjskassen, og hun er god til at administrere sit spil, siger Mortensen og tilføjer:
- Den her kamp var helt forrygende.
Også tennis-profilen Tine Scheuer-Larsen er imponeret over den unge danskers præstation.
'Tænk at spille en legendarisk kamp i sin første Grand Slam - så cool og så meget i nuet. Lidt af en entré på den store scene. Tillykke Clara,' skriver hun på sin Twitter-profil.