Ingen Australien Open til super-talent: Clara bliver hjemme og træner

- Hun er skuffet men fattet, siger Søren Tauson, far til det danske tennis-es, om den svære beslutning, der er taget for hendes udviklings skyld

Clara Tauson er midt i et intensivt forløb med boksetræner Paul Duvill, og det er vigtigere for hendes fremtid end den forestående grand slam. Foto: Jonas Olufson
Clara Tauson er midt i et intensivt forløb med boksetræner Paul Duvill, og det er vigtigere for hendes fremtid end den forestående grand slam. Foto: Jonas Olufson

Der bliver ikke nogen G’day, mate til Melbourne for Clara Tauson i denne omgang.

Det danske stortalent, der lige før jul fyldte 15 år, deltager således ikke i årets første grand slam, Australian Open.

Det fortæller hendes far, Søren Tauson.

- Det har ikke været nogen nem beslutning. Hun ville super gerne have spillet dernede. Men jeg fornemmer også en accept af tingenes tilstand. Hun er skuffet, men fattet, siger han om datterens reaktion.

Beslutningen hviler først og fremmest på, at timingen ikke passer i forhold til hendes udvikling.

Allerede i skrivende stund skulle hun have været i gang med at pakke til en nødvendig opvarmningsturnering Down Under, og da juniorernes grand slam først starter om 14 dage, ville det blive for mange uger at rive ud af kalenderen med uvist resultatmæssigt udbytte.

- Clara har siden før jul været i gang med en super god, fysisk opbygningstræning med boksetræner Poul Duvill, og det går rigtigt godt. Det er et forløb, der strækker sig til midt i januar, og det ville være ærgerligt at afbryde, siger Søren Tauson.

- Det er nemlig også en indføring i en måde at træne på, som, vi tror, er helt afgørende for hendes fremtid.

Clara Tauson har accepteret, at det er klogest at blive hjemme i ringhjørnet og bygge formen op. Foto: Jonas Olufson
Clara Tauson har accepteret, at det er klogest at blive hjemme i ringhjørnet og bygge formen op. Foto: Jonas Olufson

Turen med ledsager havde ellers fået ’solid økonomisk støtte’ fra Dansk Tennis Forbund, fortæller han. Så det handler om at prioritere fremefter.

Desuden har han og Clara været godt en måned i Florida til helt hen i december, og det har skubbet til den periode, der normalt bruges til ’preseason-træning’.

Clara Tauson snusede for første gang til en junior-grand slam ved sommerens US Open, og nu satser familien i stedet på, at de næste bliver French Open i maj og Wimbledon i juni.

- Vi er dog ydmyge omkring de turneringer og tager ikke noget for givet. Clara skal først kvalificere sig. Men det er da målet.

I første omgang er det planen, at hun spiller nogle større juniorturneringer i Brasilien i februar og inden da en ITF-turnering i voksenregi med 15.000 dollars i præmiesum i Tyrkiet. Siden følger en række andre grusturneringer frem mod French Open.

Se også: Caroline til stortalentet Clara: Dette skal du undgå

Se også: Førstepladsen glipper for Caroline: Men jeg bygger godt på før Melbourne

Se også: Tauson slår talent-alarm: Ingen støtte til den næste Caroline

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere