Japansk tenniskomet besejret i sæsonfinale

Sloane Stephens vandt over Naomi Osaka i Singapore, da de to seneste års vindere af US Open mødtes

Naomi Osaka måtte i tre sæt kapitulere til Sloane Stephens i sæsonfinalen i singapore. Foto: Vincent Thian/AP/Ritzau Scanpix
Naomi Osaka måtte i tre sæt kapitulere til Sloane Stephens i sæsonfinalen i singapore. Foto: Vincent Thian/AP/Ritzau Scanpix

Tennisspilleren Sloane Stephens fik mandag en god begyndelse på kvindernes sæsonfinale, WTA Finals, der bliver spillet i Singapore.

Amerikaneren vandt 7-5, 4-6, 6-1 over Naomi Osaka, der i september vandt grand slam-turneringen US Open i New York.

Japaneren havde forinden aldrig været længere fremme end ottendedelsfinalen ved en grand slam-turnering.

Nu er hun oppe på en fjerdeplads på verdensranglisten, efter Simona Halep, Angelique Kerber og Caroline Wozniacki.

Sloane Stephens, der vandt US Open sidste år, brød Naomi Osakas serv tre gange i første sæt, og amerikaneren sikrede sætsejren på sin tredje sætbold.

Den 21-årige japaner, der besejrede sit store forbillede, Serena Williams, i finalen ved US Open, brød til 4-2 i andet sæt.

Sloane Stephens fik ganske vist brudt tilbage til stillingen 4-5, men amerikaneren tabte derefter sin serv for anden gang i sættet.

Naomi Osaka udnyttede sin anden sætbold og tvang dermed kampen ud i tredje og afgørende sæt.

Her var der dog ingen tvivl om udfaldet.

25-årige Sloane Stephens brød med det samme til 1-0, og derefter kom hun foran 2-0 i egen serv, selv om hun var nede med 0-40 og tre breakbolde i partiet.

Amerikaneren brød Naomi Osakas serv yderligere to gange i sættet og sikrede dermed sejren.

I den anden kamp i gruppen skal Angelique Kerber møde Kiki Bertens.

Se også: Caroline kørt over af es-tog: Greb ikke sine chancer i Singapore

Se også: Lettet modstander: Caroline bliver bedre for hver kamp

Se også: Forslået Caroline: - Må bare glemme, hvad der er sket i dag

 

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere