Den danske tennis-stjerne Caroline Wozniacki har forlænget sit samarbejde med træningsmakkeren Sascha Bajin.
Den tyskfødte, erfarne serber, som tidligere har trænet sammen med både Serena Williams og Victoria Azarenka, skal nu agere 'hittingpartner' sæsonen ud for den formstærke dansker.
Wozniacki har selv tidligere over for Ekstra Bladet rost Sascha Bajin for hans evner til at returnere bolde på træningsbanen:
- Sascha er rigtig god at have med. Han har rigtigt godt styr på tingene. Han ankommer før mig til træning og har bolde, vand og alt klart. Han taler med min far om små ting. Det gør en forskel.
- Han har energi og humør, og beder man ham om nogle specifikke ting, så kan han udføre dem med det samme: ’Slå lidt hårdere, gør det og det’. Det er fint at kunne bestille den slags i forhold til den næste modstander. Det er ret godt, at han kan det, når de nu er så forskellige.
- Jeg er glad for ham. Det fungerer, sagde Caroline Wozniacki.
Han dedikerer alt til Caroline: Nu bliver de sammen året ud
En kæmpe kapacitet
Og ifølge danskerens tidligere tennistræner Michael Mortensen er forlængelsen med den 33-årige slagmakker da også den helt rigtige beslutning for Team-Wozniacki:
- Bajin er en teknisk velfunderet spiller, som besidder mange kvaliteter. Det er virkelig en kapacitet, som er blevet hittingpartner for Caroline, siger Michael Mortensen.
- Han er god til at skabe tryghed omkring sit team, og i kraft af at han har været med på WTA-turen så længe, så kender han også alle spillerne ud og ind, deres taktiske og tekniske forcer og svagheder. Det er et klart plus og godt for Piotr Wozniacki, der har fået en at diskutere de taktiske overvejelser med. Det skal nok blive et rigtig godt team, siger han.
Hovedpersonen selv har også tidligere over for Ekstra Bladet forsøgt at give sit bud på, hvorfor samarbejdet fungerer så godt mellem ham og Wozniacki.
- Personligt bringer jeg en masse energi og positivitet. Jeg er aldrig i dårligt humør, selv om det ikke altid er let på dage, hvor du hellere vil være et andet sted. Jeg er også betænksom. Jeg kan lide at tænke et par skridt frem. Når Caroline vil mødes 8.30, så er jeg her senest 8.15 og har alting klar, sagde Sascha Bajin til Ekstra Bladet.
- Jeg forstår, hvad der skal til for at vinde grand slams, og jeg vil meget gerne give hende den nødvendige fornemmelse af usårlighed. Følelsen af at være bedre end alle andre. Den har jeg mærket med Serena og Vika (Azarenka, red.). Det er svært for en træner at overføre det til en spiller, men jeg tror, jeg har et særligt talent lige der, sagde han.
Carolines nye slagmakker: Jeg kan hjælpe hende til en grand slam
Oser af selvtillid
En udtalelse, der falder meget godt i tråd med Michael Mortensens egen opfattelse af partnerskabet:
- Det er en mand med masser af selvtillid. Han hviler i sig selv, og han er vant til at vinde i kraft af sin tid med Serena. Han ved, hvad der skal til, og så er han lige så stor en vindertype som både Caroline og Piotr. Det har uden tvivl givet en ekstra dimension og slagkraft i Carolines spil. De trives godt sammen både på og uden for banen, det er tydeligt at se, siger Michael Mortensen, der mener, at Wozniacki har forbedret sine offensive færdigheder markant i den seneste tid, netop fordi Bajin har krævet mere fokus på den del af spillet.
- Caroline har taget sine flotte resultater fra slutningen af sidste år med sig ind i 2017. Hun trives godt i dagligdagen, og Bajin brænder så inderligt for at få det maksimale ud af hende. Hans udstråling og intensitet i træningen kan selvfølgelig også kun være inspirerende for Caroline, siger han.
Caroline Wozniacki er mindst nået frem til kvartfinalen i alle de turneringer, hun har spillet i 2017.
Carolines nye slagmakker: Jeg kan hjælpe hende til en grand slam