Kan få kæmpe betydning: Dansk komet i nådesløs opvisning

15-årige Clara Tauson afgav blot tre partier i sin sejr, som senere blev fulgt op af en dansk doublesejr

Det kvindelige danske tennislandshold sikrede lørdag oprykning til Fed Cuppens Europe/Africa Zone Group I med en sejr over Israel.

I oprykningsopgøret bragte 15-årige Clara Tauson Danmark foran med 1-0, da hun slog den 14 år ældre Vlada Ekshibarova.

Danskeren vandt 6-2, 6-1 på lidt under halvanden time i Athen. Senere var det den danske double Emilie Francati og Maria Jespersen, som slog Julia og Lina Glushko 6-3, 6-4.

Det blev dermed til en samlet dansk sejr på 2-1. Forud for doublen tabte Karen Barritza nemlig 6-1, 5-7, 1-6 til Julia Glushko, selv om danskeren havde tre matchbolde i andet sæt.

Clara Tauson, der tidligt lørdag sendte Danmark på sejrskurs, fortæller, at hun håndterede sine nerver på bedste vis.

- Jeg var lidt nervøs her til morgen, fordi jeg vidste, at jeg var først på, og det kunne blive en afgørende single. Men jeg følte ikke så mange nerver, da jeg kom ind for at spille.

- Jeg føler, at jeg fandt mit spil fra starten af. Hun spillede lidt underligt, men jeg kom rigtig godt fra start, og så kørte jeg rimelig meget igennem hende efter første sæt. Jeg er glad for, at jeg kunne præstere under pres, siger Tauson.

Tæt på megatalentet: De næste to år vil definere det hele for Clara

Clara Tauson tæt på at tage stor skalp i Fed Cup

Wozniacki truer med boykot: - Det var forfærdeligt