Kan lukke Carolines karriere i nat: Snup noget beroligende

19-årigt stortalent er fyldt med selvtillid før mødet med Caroline Wozniacki natten til onsdag

Er det muligt, at Caroline Wozniacki vender tilbage i tennis-verdenen på et tidspunkt? Video: Discovery Networks Danmark

MELBOURNE (Ekstra Bladet): Hun regnes blandt en af WTA-turens allerstørste talenter, og med god grund. Dayana Yastremska fremstår nemlig allerede som 19-årig som en ret komplet spiller.

Man fornemmer da også bag hendes smilende og imødekommende ydre, at hun godt ved det selv. At verdens nuværende nummer 21 er stærkt på vej mod toppen.

- Mit mål for i år? Det er at vinde en grand slam, svarer hun uden at fortrække en mine.

Ukraineren følte sig med egne ord godt tilpas, da hun tirsdag formiddag spillede sin regnvejrs-udsatte kamp mod slovenske Kaja Juvan, som hun på under en time sendte ud af turneringen med 6-1, 6-1.

- I går var jeg meget træt, så det var godt, at det regnede, sagde hun lidt senere til Ekstra Bladet.

- Jeg har været lidt træt og lidt tom efter finalen (i Adelaide, lørdag, red.), men da jeg kom hertil, fik jeg ny energi fra atmosfæren på banerne.

- Det får du måske også brug for mod Caroline Wozniacki?

- Jaha, det er anden gang, vi mødes. Jeg er spændt. Vi får helt sikkert en stor bane, så det er rart, svarer hun.

Og det ønske får hun opfyldt. De to skal nemlig afvikle deres kamp i anden runde på Margaret Court Arena, natten til onsdag, dansk tid.

- Hun er en god spiller. Jeg vil se vores første kamp igen (6-4, 6-3 til Yastremska i Cincinnati, red.). Det bliver afgjort ikke nemt.

- Vil du have mig til at afsløre taktikken? Selvfølgelig vil jeg ikke det. Jeg vil bare spille mit eget spil, griner teenageren, som dog lader sig overtale til at sætte et par ord mere på sin danske modstander:

- Hun er tålmodig, en god løber og hun kan læse spillet.

Sascha Bajin giver sin nye elev råd. Han var for nylig hittingpartner for Caroline og kender hende ud og ind. Foto: Brenton Edwards/AFP/Ritzau Scanpix
Sascha Bajin giver sin nye elev råd. Han var for nylig hittingpartner for Caroline og kender hende ud og ind. Foto: Brenton Edwards/AFP/Ritzau Scanpix

Om sig selv siger hun:

- Jeg er en angribende spiller. Mit spil er aggressivt. Jeg har ingen frygt i mit spil.

Hun har selvsagt opdaget, at Wozniacki spiller sin afskedsturnering, og at hun dermed kan være spilleren, der afslutter hendes karriere.

- Men jeg tænker ikke så meget på det. Mange spillere siger, at det er deres sidste kamp, men så fortsætter de alligevel, fordi de elsker spillet. For mig er det bare en almindelig kamp, men jeg ved ikke, hvordan det bliver for hende.

For nylig har hun engageret Sasha Bajin som træner. Tyskeren, der var hittingpartner for Wozniacki, før han fik succes som træner med Naomi Osaka.

- Måske er et en fordel, fordi han kender hende godt og kender til nogle små detaljer hos hende. Men jeg har også min egen ide om, hvordan jeg skal spille imod hende, siger Dayana Yastremska.

Hun forklarede om sin igangværende udvikling, at hun skal lære at blive bedre til at træffe beslutninger ude på banen. Til at temperere sin aggressivitet.

- Hvordan har du det med de store baner?

- Jeg kan godt lide at spille på de store baner, fordi så er der flere, der kan se mig og støtte mig, smiler hun og tilføjer:

- Det kan være ret underholdende at se mig spille, hvis jeg selv skal sige det. I Ukraine taler man om, at man skal have beroligende piller for at kunne holde til at se mine kampe.

Caroline Wozniacki spillede sig videre i Australian Open. Foto: Roger Parker Tennis Lettet Caroline: Fik styr på nerverne

Piotr Wozniacki var både synligt og hørligt lettet efter Carolines sejr. Foto: Roger Parker Tennis Kåd Piotr: Seks kampe tilbage

Carolines karriere har i høj grad været båret af forældrenes engagement. Nu lukker de et kapitel. Foto: Roger Parker Tennis Eksklusivt interview med Carolines forældre: Stolthed og savn

38 kommentarer
Vis kommentarer