Knægten sendte kongen på arbejde

Mikael Torpegaard, verdens nummer 909, imponerede trods sit nederlag til superstjernen Rafael Nadal

(Foto: KÜHN HJERRILD MELISSA)
(Foto: KÜHN HJERRILD MELISSA)

ODENSE (Ekstra Bladet): Som en anden Klods Hans red Mikael Torpegaard ind på slottet i H.C. Andersens fødeby og udfordrede kækt gruskongen Rafael Nadal. Ganske vist fik han hverken prinsessen eller det halve kongerige, men han fik så meget andet med fra Odense Idrætshal.

College-studenten fra Ohio var åbenlyst indstillet på at trække så mange lærepenge som muligt ud af sit første møde med en absolut topspiller, og han fik såmænd en ordentlig stak sedler med hjem, ligesom han må have hentet masser af tro på fremtiden.

Nogle gange kan niveauforskelle blive udstillet nådesløst i elitesport, men det modsatte kan bestemt også være tilfældet, når en underhund udfordrer overmagten og i stedet får følelsen af, at hullet er knap så stort som frygtet.

Rafael Nadal bragte ganske vist Spanien foran 1-0 i Davis Cup-matchen, hvor de medrejsende, spanske tilskuere var markant mere højrøstede end de danske, med cifrene 6-4, 6-3, 6-2, men den 21-årige dansker kunne være mere end tilfreds med sin præstation.

Der var så langt fra 902 pladser på verdensranglisten til forskel på de to i det 48 minutter lange første sæt, hvor Torpegaard var særdeles godt med i langt de fleste partier.

Han servede godt, men han returnerede endnu bedre, og baghånden lynede flere gange mod spanieren, der måske nok mangler lidt kamptræning, men som bestemt ikke tog let på opgaven.

Da Rafael Nadal havde trukket ud i buksebagen og sendt sine første server af sted til 1-0, holdt alle vejret. Mikael Torpegaard kom da også bagud 0-30 i sit første serveparti, men så trak han et nemt point på en god andenserv og fulgte op med et es, før han forivrede sig med forhånden og måtte afværgede en breakbold med en baghåndsvinder.

Så var ungersvenden i gang, og selv om han ind i mellem overforcerede og valgte forkert i slag-tasken, så hang han i den grad på. Og da han hamrede et es ind til 2-2, fulgte Ohio-studenten op med et højlydt ’come on’.  I sit næste parti fik han breakbold imod sig på noget så sjældent som en fodfejl men udlignede igen men en linjeslikkende baghånd ned ad linien.

Verdens nummer 909 fik sin store chance for at hente et sæt i kampens niende parti, hvor han spillede sig frem til hele tre breakbolde mod storfavoritten, som dog håndterede dem modigt og aggressivt.

Nadal fik sin første sætbold via en dobbeltfejl, og Torpegaard kunne ikke holde sin efterfølgende flugtning på spanierens stenhårde grundslag.

I andet sæt formåede danskeren sågar at bryde spanieren, men det var lige efter et spansk break, og umiddelbart efter smed han sin serv igen. Han overvandt også en sætbold ved 2-5, før Nadal bankede et es ind på den næste og fejrede med et ’vamos’.

Manden med de 14 grand slam-titler brød straks i tredje sæt, som blev afviklet mere rutinemæssigt fra hans side, mens den unge modstander tydeligt var kørt træt i tempoet og begik flere, nemme fejl.

I fredagens anden single mødes Frederik Løchte Nielsen og David Ferrer, verdens nummer 8.

4 kommentarer
Vis kommentarer