Knusende overlegen: Caroline kørte underhunden over

Gik sikkert videre til anden runde med 6-2, 6-0 over den amerikanske grand slam-debutant Jamie Loeb

Caroline Wozniacki er stensikkert videre i årets US Open (Foto: AP)
Caroline Wozniacki er stensikkert videre i årets US Open (Foto: AP)

NEW YORK (Ekstra Bladet): Lige før Caroline Wozniacki skulle sætte sin første serv i spil, drønede et tog forbi udenfor Arthur Ashe Stadium.

Og det kom det også til for den danske storfavorit, om end med et par bump undervejs.

Men es-toget (5 smukke af slagsen ud ad banen) nåede trods alt rettidigt frem til sidste perron, 2. runde i US Open, med de sikre cifre 6-2, 6-0 over amerikanske Jamie Loeb.

Den 20-årige college-mester har lige smidt skolebøgerne for at prøve sig af som professionel, men verdens nummer 5 gav nummer 413 en del lektier med hjem.

En ting, Loeb kunne lære af kampen, var ikke at forcere – særligt med forhånden – før chancen var til det. Men grand slam-debutanten har formentlig følt, at alle åbninger skulle udnyttes mod en topspiller som Wozniacki.

Se også: Caroline slår fast: Jeg dater ikke nogen

Caroline, der i sin nye Adidas-kreation trådte anderledes scenevant ind på det store stadion, var ellers til at tale med fra start.

Der var ikke meget tyngde i grundslagene og ikke ret meget knas i returneringerne, og Loeb fik da også afværget et par breakbolde og udlignet til 1-1 med behørig kvittering fra de fans, der selvsagt håbede på den amerikanske underdog.

Ind i mellem havde hun da også et vist held i skydeteltet, mens Caroline til tider forfaldt til det lidt for passive og tydeligvis bare prøvede at bevare roen og teste modstanderen med mange slagtyper.

Da danskeren under et besøg ved nettet brød til 3-1, var der for alvor fløjtet til afgang. Og på sin anden sætbold fik Wozniacki efter 37 minutters adstadig kørsel fremtvunget en uprovokeret baghåndsfejl fra Loeb.

I andet sæt blev hurtigtoget sat ind. Der blev ikke stoppet ved nogen stationer undervejs. Loeb blev udspillet på kryds og tværs.

Se også: Specialister: Wozniacki kan besejre springerknæ

Vinderstatistikken sagde 18-15 i dansk favør, mens amerikanerens tog sig af de uprovokerede fejl med hele 28-10.

Caroline kunne roligt pakke tasken til tonerne fra Neil Sedakas ’Sweet Caroline’.

I næste runde torsdag møder hun vinderen af opgøret mellem amerikanske Christina McHale, verdens nummer 59, og tjekken Petra Cetkovska, 149.

Caroline har tabt til dem begge men har dog positiv statistik, henholdsvis 3-2 og 2-1, i de indbyrdes opgør.

59 kommentarer
Vis kommentarer