Nok har Holger Rune haft markant fremgang på tennisbanen, men økonomien har mere end svært ved at følge med, og hans familie må grave dybt.
Selv om han vil modtage tilskud fra både Dansk Tennis Forbund (DTF) og Leschly Tennis Foundation, så er der tale om bidrag, der skal betales tilbage, hvis han begynder at spille store præmiepenge ind.
Det fortæller hans mor, Aneke Rune, der synes DTF’s prioriteringer kunne være bedre for 2020, som ifølge hende økonomisk er det hårdeste år i overgangen fra junior til senior
- Han får jo reelt ’kun’ et lån. Hvor andre forbund betaler træning, træningslejre, fysiske trænere, turneringer med mere til deres potentielle topatleter. Det virker vildt i den sammenhæng, når man ser både Holger og Claras (Tauson) resultater internationalt, at tilsvarende ikke kan lade sig gøre i tennis, mens rigtig mange andre forbund kan.
Hun henviser til, at forbundet betaler udlandsture for ungseniorer uden samme, internationale potentiale og finansierer elitetræning for dem på hjemlig grund, mens der ikke er tilsvarende tiltag for Clara, Holger og Elmer Møller.
Trioen får ikke betalt træner, rejser eller lignende men kører altså på ’lånte’ penge.
Holger Runes sejr ved French Open indbragte DTF på omkring en lille million kroner, men ingen af dem er gået hans vej.
- Det er en pris fra det franske forbund til udvikling af grusspillere, så vi havde måske forventet en eller anden form for afkast af denne pris, særligt da Holger jo reelt er under udvikling, siger Aneke Rune.
- 2020 bliver et år, hvor der ingen tilskud er fra turneringerne til hotel og mad, så det bliver altså et svimlende dyrt år. I forbundets øjne hører Holger åbenbart ikke til i kategorien ’under udvikling’, men sådan ser vi ikke helt på det.
- Han er nået halvvejs, så det er langt endnu. Han er i den grad under udvikling.
- Når det så er sagt, er vi naturligvis super glade for alle former for støtte, også selvom der er tale om lån, for faktum er, at man med almindelig indkomst ikke har en chance for at være med her.
- Vi er rigtig glade for, at Friheden Invest er trådt til i år og for Humanostics , som også støtter Holger. Derudover er der genforhandlet aftale med Babolat (ketsjermærke) men den aftale er – ligesom den med Nike - i høj grad
resultat- og rangerings-baseret, så vi skal hele tiden afbalancere udvikling og resultater.
- Vi har som familie ingen problemer med at finansiere meget selv, men det hænger kun sammen med hiv og sving, og vi lever af masser af goodwill fra andre.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
DTF-direktør: Det er ikke et lån
- Vi støtter vores bedste spillere, så godt vi kan både økonomisk og i dagligdagen. Vi støtter vores bedste spillere med en meget stor procentdel af vores samlede elite- og talentbudget, reagerer direktør i Dansk Tennis Forbund, Emil Bødker, på Aneke Runes kritik.
Han forstår ikke, at Holger Runes mor kalder støtten for et lån.
- Der er ikke tale om et lån. Men det er korrekt, at der er en tilbagebetalingsklausul i vores aftaler med spillerne, som dog kun kommer i spil, hvis den enkelte spiller når et højt seniorniveau.
- Det vil i de tilfælde kun være et lille indhug i en eventuelt god karriere. Aftalen om tilbagebetaling er udelukkende lavet for at sikre støtten af fremtidige talenter.
- Får en spiller ikke den forventede succes, er der ingen tilbagebetaling af pengene, og får man succes, bidrager man til udviklingen af næste generation, siger Emil Bødker.