Caroline Wozniacki var fredag aften på besøg i TV 2-programmet Go' Aften Live for at fortælle om livet efter karrierestoppet, hvor hun blandt andet er blevet mor til datteren Olivia.
Den 31-årige tennisdarling lod døren stå på klem for et comeback. Caroline Wozniacki fortalte dog, at hendes nyfødte datter er hendes førsteprioritet, så hun lige nu ikke havde nogen planer om at vende tilbage.
- Jeg vil aldrig sige aldrig, men som det ser ud nu, så er jeg meget glad og kommer ikke tilbage til touren. Det tager for mange kræfter og at skulle rejse så meget med en lille datter, sagde Caroline Wozniacki i Go' Aften Live.
I løbet af karrieren nåede Caroline Wozniacki både at ligge nummer et på verdensranglisten og vinde en Grand Slam, da hun i 2018 vandt Australian Open, inden hun stoppede karrieren efter samme turnering sidste år.
Wozniackis tenniskarriere er dog ikke helt slut endnu. 9. februar spiller danskeren sin allersidste kamp, når hun i Royal Arena i København møder den tidligere verdensetter Angelique Kerber fra Tyskland i en showkamp døbt 'The Final One'.
Wozniacki blev i 2019 gift med den tidligere basketball-stjerne David Lee. De fik datteren Olivia tilbage i juni i år.
Caroline skifter ud: Virkelig glad