Tennisstjernen Novak Djokovic lader til ikke at være i topform i øjeblikket.
Fredag måtte den serbiske verdensetter i hvert fald lade livet tidligt i ATP 250-turneringen Srpska Open i Bosnien-Hercegovina.
I kvartfinalen tabte han i to sæt til sin landsmand Dusan Lajovic, der er placeret som nummer 70 på verdensranglisten.
Allerede efter to sæt var det afgjort. Novak Djokovic tabte 4-6, 6-7.
Djokovic var ellers foran med et servegennembrud i den afgørende tiebreak, men Lajovic kæmpede sig tilbage, afværgede tre sætbolde og vandt kampen.
At den serbiske stjerne ikke er i storform, fik vi allerede en smagsprøve på i hans første kamp i turneringen onsdag.
Mod verdens nummer 87, franske Luca van Assche, skulle han ud i tre sæt for at afgøre kampen til egen fordel.
Også i sidste uge røg Djokovic ud tidligt, da flere af verdens bedste tennisspillere dystede i Monte Carlo. Her nåede han ottendedelsfinalen.
Novak Djokovic har lidt mere end en måned til at komme op i omdrejninger, inden han skal forsøge at snuppe sin grand slam-sejr nummer 23.
Den 28. maj bliver French Open således skudt i gang.
I Barcelona gik det fredag en tand bedre for verdens nummer to, spanske Carlos Alcaraz. Han slog sin landsmand Alejandro Davidovich Fokina i to sæt.
Han er dermed klar til semifinalen i turneringen Barcelona Open, som han vandt sidste år.