Det gik ikke stille for sig, da Novak Djokovic fik en ellers perfekt indledning på 2023, da han i ATP-turneringen i Adelaide trak længste strå i dramaet mod Sebastian Korda.
Den serbiske verdensstjerne var presset godt og grundigt i bund i finalen mod det amerikanske stjerneskud, og Djokovic var efter nederlaget i første sæt så langt ude i tovene, at han gik til verbalt angreb mod sin egen boks på stadion i Adelaide.
- Skrid herfra, hvæsede Novak Djokovic mod sin egen bror, Marko, og sin agent, Edoardo Artaldi.
Rejste sig øjeblikkeligt
Begge herrer rejste sig øjeblikkeligt og forlod tilskuerrækkerne, skriver flere internationale medier.
Situationen bringer minder tilbage fra French Open i fjor, da Holger Rune råbte 'Forlad, forlad ... forlad!' op mod sin spillerboks.
Det fangede den svenske Eurosport-kommentator Maria Strandlund Tomsvik også, og hun udbrød under kommenteringen.
- Øj, øj, øj, hvad er det, Djokovic gør her? Han laver en Holger Rune og beder nogen forlade boksen, sagde den forhenværende svenske tennisprof.
Tak til teamet
Novak Djokovic fik rettet op på sin præstation i løbet af kampen, overlevede en matchbold og endte med at vinde dramaet.
Efter turneringssejren i Australien undskyldte serberen da også sit udbrud under finalen.
- Jeg vil gerne rette en stor tak til mit team for at I holder mig ud og tolererer mig i både mine gode og dårlige perioder. I dag var det ikke så sjovt for jer, men jeg sætter stor pris på, at I er her.
- Specielt min bror, Marko, som jeg ikke træffer så tit. Det er så dejligt, du er her, og vi har haft en fantastisk uge sammen, sagde Novak Djokovic på det efterfølgende pressemøde.
Novak Djokovic tager hul på næste opgave, Australian Open, 16. januar, hvor det kun kan gå bedre end i fjor, hvor serberen blev smidt ud af Australien, da han nægtede at lade sig vaccinere mod corona.