Legende bekymret for Wozniacki: - Hun skal komme sig hurtigt

Danskeren slider med fysikken, og det er netop fysikken, der skal få hende langt, mener Boris Becker

Det har været alt andet end en god optakt for Caroline Wozniacki til US Open. Foto: Ritzau Scanpix
Det har været alt andet end en god optakt for Caroline Wozniacki til US Open. Foto: Ritzau Scanpix

Tennisstjernen Caroline Wozniacki måtte natten til torsdag trække sig fra en kamp mindre end to uger før US Open.

En knæskade betød, at danskeren ikke kunne færdiggøre et opgør mod hollænderen Kiki Bertens ved en turnering i Cincinnati.

Tennisekspert hos Eurosport Boris Becker har Wozniacki blandt sine favoritter til at vinde US Open, men det forudsætter, at hun er på toppen.

- Wozniacki er en meget fysisk spiller, som har brug for, at benene og kroppen virker, hvis hun skal spille godt - ellers kan hun ikke overmande de andre.

- Derfor skal hun komme sig hurtigt, siger Boris Becker til Ritzau.

Den tyske tennisekspert, der som aktiv selv vandt US Open i 1989, mener, at 28-årige Wozniacki har alle forudsætninger for at gøre det godt i New York, hvor danskeren to gange er nået frem til finalen. Det var i 2009 og i 2014.

- Hun er en publikumsfavorit og har været i finalen før. Hardcourt-underlaget passer godt til hendes spil, men det hele afhænger af, om hun er fit, mener Becker.

Wozniacki er en af favoritterne til US Open-titlen ifølge Boris Becker - men hun skal skynde sig at blive fit. Foto: AP
Wozniacki er en af favoritterne til US Open-titlen ifølge Boris Becker - men hun skal skynde sig at blive fit. Foto: AP

- Det er muligt, at hun kan nå at komme sig. Der er flere spillere, der ikke spiller i denne uge i Cincinnati, er røget ud eller har problemer med skader.

- De har tid nok, for der er cirka to uger til første kamp, og det er lang tid - selvfølgelig afhængigt hvilken skade, det drejer sig om. Er der eksempelvis tale om en muskelskade, så er der tid nok til at komme sig, mener tyskeren.

Tidligere på året vandt Caroline Wozniacki Australian Open, og Boris Becker mener, at de to grand slam-turneringer, US Open og Australian Open, minder lidt om hinanden.

- Jeg var ikke så overrasket over, at hun vandt i Melbourne. Forholdene i New York og Melbourne er meget ens.

- Hun er en stor mester, og det var stort for hende at vinde sin første grand slam-titel. Jeg ser hende også som en af favoritterne i US Open, hvis hun er fit. Så hun skal skynde sig at blive klar, siger han.

Årets sidste grand slam-turnering spilles i New York fra 27. august til 9. september.

Foto: AP Tennis - 16. aug. 2018 - kl. 04:18 Mareridt for Wozniacki inden US Open

Se også: Ekspert er bekymret for Wozniacki: Her er problemerne

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere