Legende før titelforsvar: En klogere Caroline kan vinde igen

Mats Wilander tror, at Wozniacki ankommer med en mesters selvtillid, og så er det op til hende at finde den rette, taktiske balance

Ifølge legenden Mats Wilander, kan Wozniacki genvinde titlen. Foto: International Sports fotos
Ifølge legenden Mats Wilander, kan Wozniacki genvinde titlen. Foto: International Sports fotos

Han har gennem årene stædigt holdt fast på, at Caroline Wozniacki nok skulle vinde en grand slam en dag. For et år siden fik han endelig ret, Mats Wilander.

Nu træner danskeren op til sit hidtil største titelforsvar, og svenskeren, der selv vandt syv grand slams, tror på, at der venter flere.

- Ja, jeg tror, hun kan vinde flere grand slams, siger Wilander til Ekstra Bladet.

Han har gennem årene fulgt toptennis fra sin kommentatorstol hos Eurosport og er også med på sidelinjen ved Australian Open.

- Hun kommer ridende ind i solopgangen med en fornemmelse, hun aldrig har haft før. Jeg tror, hun kommer hertil med en masse selvtillid og ja - mere end det – med en masse begejstring.

- Hun har ikke bygget et pres op ved at vinde en masse turneringer siden sidst, så selv om hun er forsvarende mester, flyver hun ind lidt under radaren.

- Til gengæld ankommer hun med ekstremt god erfaring, påpeger han.

- Jeg tror, hun har lært meget at vinde den grand slam. Hun har også i stigende grad lært, hvordan hun skal håndtere det, når momentum skifter gennem vore dages tenniskampe. Det har ikke tidligere været hendes stærkeste side, synes jeg.

Skal det igen lykkes Caroline Wozniacki at stå i finalen på Rod Laver Arena, skal meget dog stadig gå op i en højere enhed.

- Hun skal overvinde de hardhittere, der har ramt formen, og hvis hun overlever dem tidligt i turneringen, så stiger hendes chancer. Jo længere frem, vi kommer i turneringen, jo sværere bliver hun at slå af banen, siger Mats Wilander og efterlyser, at danskeren finder en delikat balance på banen:

- Nu er hun en grand slam-vinder, og det er op til hende at spille den taktisk rigtige kamp afhængig af, hvor mange bomber, der kommer fra den anden ende.

- Hvis hun tidligt i kampen bliver for defensiv, og modstanderen finder sin rytme, får hun problemer. Løber hun derimod lidt mere risiko, kan hun måske trække den andens niveau ned, siger han.

- Vi har ikke set monumentale, taktiske ændringer i hendes spil. Hun bliver aldrig en meget hårdtslående og meget aggressiv spiller, men det er alligevel ikke den slags, der vinder grand slams.

- Det sker, når du er aggressiv til tider. Det spil har hun. Hun server bedre nu. Hun kan spille meget aggressivt i 10-15 minutter ad gangen. Hun skal kunne samle brikkerne til puslespillet på de rette tidspunkter.

Favoritvurdering

Feltet er bredt og sæsonen er ung, så det er svært at udpege deciderede favoritter til kvindernes titel ved Australian Open, men her følger Ekstra Bladets vurdering.

5 stjerner

Serena Williams. Den evige amerikaner er måske ikke helt på det niveau, hun havde før barsel, men hun var trods alt i de seneste to grand slam-finaler og jagter sin rekordtitel nummer 24. Hun vandt nummer 23 i Melbourne i 2017. Underkend aldrig hendes motivation og store våben på hardcourt.

4

Simona Halep. Verdensetteren kommer tilbage fra et skadesforløb og fik kun en enkelt kamp i Sydney, så hun skal først spille sig i form, vel at mærke med en hård lodtrækning. I første runde venter Kaia Kanepi, som slog hende ud i samme runde ved US Open, og senere venter Williams-søstrene.

Karolina Pliskova. Det tjekkiske servemonster har endnu sin første slam til gode, men hun så skarp ud, da hun vandt i Brisbane og ser ud til at være i fin, mental balance med en god trænerkonstellation ved sin side.

Caroline Wozniacki. Forhåbentlig giver det vinger at være forsvarende mester, for reelt ved vi ikke, hvor hun står efter to kampe og en skade i maveregionen. Tricky tredje runde mod Sharapova, og så bliver det måske endnu sværere mod Ashley Barty i den næste. Har brug for to solide sejre fra start.

Angeligue Kerber. 2016-mesteren var en enkelt bold fra finalen sidste år og trives normalt godt Down Under. Hun har desuden fået en fin lodtrækning.

Petra Kvitova. Har vist fin form i Sydney og ved, hvordan man går hele vejen i en slam. Har dog endnu ikke toppræsteret i Melbourne.

3

Elina Svitolina. Sejren i sæsonfinalen kan måske bære hende frem, som det skete med Wozniacki sidste år. God lodtrækning men flopper normalt ved grand slams.

Aryna Sabalenka. Den 20-årige, hårdtslående hviderusser står på kanten til sit store gennembrud og går uimponeret til værks mod hvem som helst.

Dark horses

Naomi Osaka. Vandt US Open og har store våben men leder efter formen.

Sloane Stephens. Atletisk og med våben men også uforudsigeligheden selv.

Julia Görges. Frisk titel og store våben men mangler nok stabiliteten.

Ashleigh Barty. Viser stærk form og har fordel af hjemmebane.

Foto: Shutterstock Tennis - 10. jan. 2019 - kl. 11:29 KÆMPE skandale: Politiet anholder 28 professionelle tennisspillere
Se også: Interessant lodtrækning i Australien: Gigant venter på Wozniacki
Nikolaj Jacobsen står i spidsen for et dansk landshold, der er blandt de hold, der har kvaliteterne til at gå hele vejen. Foto: Jens Dresling. Jan Jensen - 10. jan. 2019 - kl. 14:01 Når Danmark er allerbedst, ligner vi et gyldent vinderhold

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen