LONDON (Ekstra Bladet): - Er hun okay efter sin skade?
Jim Courier virker oprigtigt interesseret i svaret, men han har også kendt og fulgt Caroline Wozniacki og hendes familie gennem mange år.
Og den firedobbelte grand slam-vinder og kommentator har trods sin hovedvægt på herretennis for Tennis Chanel bemærket hendes fremskridt med tilfredshed.
- Hun har været inde i en virkelig imponerende stime på det seneste. Hun ser glad ud og ligner en pige, der er ved godt helbred. Hun har jo vendt det hele på hovedet efter US Open sidste år, bemærker den 46-årige amerikaner.
- Hvad mangler hun for at tage det sidste skridt og vinde den grand slam, hun drømmer om?
- Det er svært at sige, for hun vinder jo tonsvis af kampe og slår alle de spillere, hun skal slå. Men du skal få det hele til at hænge sammen over syv kampe.
- Lige nu er der jo en fin mulighed for alle, fordi Serena Williams er væk (på barsel, red.), og Vika (Viktoria Azarenka) kun lige er på vej tilbage (efter barsel, red.). Mugurza og Kerber har det svært for tiden.
- Jeg håber, at det, der skete i Paris kan være en inspiration for hende, siger han med adresse til 20-årige Jelena Ostapenkos triumf efter kvartfinalesejr over netop Wozniacki.
- Kan Caroline se de positive muligheder foran sig, har hun også en chance. Spillemæssigt er hun jo rigtigt godt kørende.
- Så det er mest et spørgsmål om det mentale?
- I kvindetennis, hvor du kun spiller bedst af tre sæt i grand slams, er der ingen hverken fysisk eller mental ekstra byrde. Det er jo business as usual fra WTA-turen.
- Selvfølgelig vægter en grand slam tungere for spillerne, men Caroline skal virkelig se på den tidslomme og det åbne felt, der er opstået lige nu, som en stor chance.
- Personligt synes jeg, at kun en kamp burde byde på et øget, psykologisk pres eller en lille smult tvivl for hende, og det er selve finalen.
- Hun har været i grand slam-finaler og semifinaler før, så det er ikke nyt for hende. Men at vinde en finale vil være sværere. Det er det altid, når du skal gøre noget for første gang, siger Jim Courier.
I starten af 90’erne vandt han både French Open og Australian Open to gange, ligesom han nåede finalen i både US Open og Wimbledon.