Lettet modstander: Caroline bliver bedre for hver kamp

- Hun spillede bedre i andet sæt, og jeg var lykkelig for, at jeg fik kampen lukket der, lød det lettet fra den hårdt servende tjekke

Karolina Pliskova var glad for at møde Caroline Wozniacki, før danskeren har fundet sine ben i Singapore. Foto: Ritzau Scanpix
Karolina Pliskova var glad for at møde Caroline Wozniacki, før danskeren har fundet sine ben i Singapore. Foto: Ritzau Scanpix

SINGAPORE (Ekstra Bladet): Karolina Pliskov var lettet over at have mødt – og slået - Caroline Wozniacki i sæsonfinalens første kamp, for hun mener, at danskeren vil blive en sværere modstander, som turneringen skrider frem.

- Hun spillede helt sikkert bedre sidste år, men det var også en semifinale, så på det tidspunkt havde hun også nogle kampe i benene, sagde tjekken med adresse til sidste års tætte opgør i Singapore.

- Hun vil helt sikkert blive bedre for hver kamp. Det er svært at skulle forsvare så stor en titel fra første kamp, sagde Karolina Pliskova, der tabte sin første tre opgør mod Caroline Wozniacki, mens de siden har skiftedes til at vinde.

- Vi har ikke spillet det seneste år, så det er lidt anderledes. Sidste år mødtes vi mange gange.

- Jeg er lykkelig over at vinde over sådan en topspiller. Det giver mig stor selvtillid og især efter en sejr mod hende, der aldrig giver noget væk.

- Hun fejlede en del i første sæt, men hun spillede bedre i det andet, og jeg måtte virkelig kæmpe for det. Jeg var lykkelig for, at jeg fik kampen lukket i det andet sæt, lød det lettet fra den hårdt servende tjekke.

- At afværge ti ud af ti breakbolde er nok den bedste statistik i min karriere. Jeg servede okay, konstaterede hun med et smil.

Pliskova kan allerede tirsdag gøre sig semifinaleklar med en sejr over Elina Svitolina.

Sådan kan Caroline alligevel komme videre

Caroline Wozniackis situation i Hvid Gruppe er svær, men hun har fortsat chancen for at nå lørdagens semifinaler.

Tirsdag møder danskeren åbningsdagens anden taber, tjekkiske Petra Kvitova, mens de to vindere, Elina Svitolina og Karolina Pliskova tørner sammen.

Wozniacki-Kvitova er først på programmet fra klokken 13.30, dansk tid.

Scenarierne ser således ud forud for anden runde i gruppen:

Hvis Svitolina og Kvitova vinder, Er Svitolina gruppevinder, mens Wozniacki er ude.

Hvis Svitolina vinder i to sæt og Wozniacki i tre, er Svitolina videre.

Hvis Pliskova vinder i to sæt og Kvitova i tre, er Pliskova videre.

Enhver anden kombination betyder, at det hele skal afgøres i sidste runde.

(kilde WTA)

Se også: Forslået Caroline: - Må bare glemme, hvad der er sket i dag

Se også: Caroline kørt over af es-tog: Greb ikke sine chancer i Singapore

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere