Lettet Wozniacki efter gyser: Det her er virkelig min hjemmebane

Danskeren er i kvartfinalen i New Haven, og det kan hun delvist takke publikum for

Caroline Wozniacki er - igen - klar til kvartfinalen i New Haven. (Foto: AP)
Caroline Wozniacki er - igen - klar til kvartfinalen i New Haven. (Foto: AP)

Hvis Roberta Vinci sidder i New Haven, Connecticut og funderer over, hvorfor det endte med at gå helt galt mod Caroline Wozniacki natten til torsdag dansk tid, skal hun måske sende et par tanker til de lokale amerikanere på tribunerne.

For de havde - ifølge Vincis danske overmand - en finger med i spillet, da Wozniacki spillede sig i kvartfinalen i en forrygende gyser.

- Jeg har uden tvivl en hjemmebanefordel, og det elsker jeg, sagde hun til WTA's hjemmeside efter sejren på 6-4, 6-7 (6-8), 7-6 (9-7). En sejr der først var hjemme efter omkring tre timers spil.

- Det kunne være gået begge veje, men gudskelov gik det min vej. I virkeligheden handlede det bare om at blive ved med at slås, sagde Wozniacki og lovpriste publikum.

Se også: Wozniacki overlever tre matchbolde - og vinder

- Det hjalp mig igennem i dag. Du kan høre tilskuerne; de skubber dig lige det skrid ekstra, og jeg er sikker på, det også må være gået i hovedet på hende (Vinci, red.) en smulle. Hver gang jeg vandt et point, især da det blev virkelig spændende, heppede tilskuerne virkelig højt på mig, sagde Wozniacki.

- Det elsker jeg ved denne turnering; Jeg har så meget støtte her.

Fransk stortalent venter
Caroline Wozniacki er oppe på to sejre i træk nu. Turneringen, Connecticut Open, er hendes fjerde efter Wimbledon - og den sidste inden årets sidste Grand Slam-turnering, US Open. I de tre foregående turneringer, er hun røget ud efter bare en kamp og havde altså ikke vundet en eneste kamp.

At det - selvfølgelig, fristes man til at sige, sker i New Haven, er ingen overraskelse.

Frem til en skade stoppede hende i 2012-udgaven, havde hun vundet 20 kampe - og fire turneringer - i træk i turneringen i det nordøstlige hjørne af USA, og selvom det ikke er blevet til sejr siden, er turneringen stadig blandt hendes favoritter.

I fredagens kvartfinale møder hun franske Caroline Garcia, der regnes som en af WTA Tourens næste store navne. Det 23-årige stortalent har sendt sjetteseedede Timea Baszinsky ud tidligere i turneringen.

- Jeg har ikke mødt hende virkelig længe. Hun forsøger at ramme bolden tidligt, og helt grundlæggende forsøger hun at holde sig inde på banen hele tiden. Derfor kommer det for mig til at handle om at skubbe hende tilbage, siger Caroline Wozniacki.

7 kommentarer
Vis kommentarer