Tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen har været i nærkontakt med en person, der er smittet med coronavirus. Derfor får han ikke lov til at stille op i Wimbledon.
Det skriver TV 2.
Frederik Løchte Nielsen skulle have spillet i doubleturneringen sammen med kroatiske Franko Škugor, men duoen bliver nu erstattet af et andet par.
Den 37-årige dansker skal nu i isolation i ti dage.
- Jeg er meget ked af, at vi ikke kommer på banen til den turnering, som er min favorit grand slam-turnering, men jeg må kæmpe mig igennem isolationen uden min familie, selv om det bliver svært at undvære dem.
- Det bliver rigtig svært at følge turneringen fra mit hotelværelse, men jeg håber da, at jeg får mulighed for at spille turneringen i 2022, siger Frederik Løchte Nielsen til TV2.
Årets udgave af Wimbledon skulle have været Frederik Løchte Nielsens niende.
Han er tidligere gået hele vejen og har vundet turneringen i double. Det skete i 2012, da danskeren spillede sammen med engelske Jonathan Marray.
Han er lige nu rangeret som nummer 82 på ATP's verdensrangliste over doublespillere.