Torsdag morgen gik der et chok igennem tennis-verdenen, da det blev annonceret, at tre kampe, der blev spillet i forbindelse med årets Wimbledon-turnering, bliver undersøgt for potentiel matchfixing.
Den internationale enhed imod korruption i tennis, Tennis Integrity Unit (TUI), meddelte, at advarselslamper begyndte at blinke efter to kampe ved kvalifikationsturneringen ved Roehampton og ved en enkelt kamp ved hovedturneringen.
Det skriver The Independent.
Det var et usædvanligt mønster i måden, der blev tippet på til kampene, der fik TUI til at gå ind i sagen.
Siden april har enheden skulle rette deres opmærksomhed på 53 kampe. Tre af disse var fra herrernes ATP-Tour, en var fra kvindernes WTA-Tour, og resten kom lavere rangerede turneringer.
Tallene viser, at der har været et fald i antallet af ’problem’-kampe i forhold til sidste år, hvor der var 73 tilfælde i samme periode.
Den tidligere professionelle tennisspiller Tim Henman sidder nu i Wimbledons bestyrelse, og han garanterer, at sagen skal undersøges til bunds.
- Der er ikke en sten, som ikke vil blive vendt, så vi er sikre på, at vi kommer til bunds i sagen om matchfixing, siger Tim Henman til The Sun.
- Hvis man finder nogen (der har snydt red.), så er det vigtigt at spilleren bliver udelukket, og at udelukkelsen bliver lang – det kan være på livstid eller fire år.
- Folk bliver nødt til at forstå, at hvis de gør det, så bliver de fanget og straffet. Det er vigtigt.
Kampene skal nu ses igennem, ligesom en kamp fra sidste måneds French Open-turnering også skal. Det understreges dog fra TUI, at en advarselslampe ikke er et endegyldigt bevis for matchfixing.
Det kan skyldes mange andre faktorer, som vejr- og baneforhold eller spillerens form.
Tidligere har to spillere fået livstidskarantæne for matchfixing. Det var japaneren Junn Mitsuhashi og grækeren Konstantinos Mikos.
Der var stor sandsynlighed for, at han ville flygte på grund af sine store financielle kræfter: Europæisk fodboldboss skal forblive i fængsel
Mapper med penge, mange, mange, mange penge: Bestikkelse eller belønning: Historien om de spanske kufferter
Christopher blev tilbudt 5000 euro af en mystisk fremmede: En matchfixers fald