Mobbet af stjerner og fans: Ny tennis-stønner 'har 347 lyde'

Den 19-årige hviderusser Aryna Sabalenka får stønne-debatten til at blusse op efter at have skreget publikum i sænk på Rod Laver Arena

Aryna Sabalenka har gjort sin højlydte entre på tennisscenen, og det får debatten til at blusse. Foto: Ritzau Scanpix
Aryna Sabalenka har gjort sin højlydte entre på tennisscenen, og det får debatten til at blusse. Foto: Ritzau Scanpix

MELBOURNE (Ekstra Bladet): I årevis har Maria Sharapova og Victoria Azarenka udløst ophedede debatter om den stønnen og skrigen, de højlydt har ledsaget hvert eneste slag med.

Nu entrer en ny skrigeballon den store tennisscene. Og Aryna Sabalenka rummer måske endda en endnu større, verbal kaliber end sine berygtede forgængere.

Den 19-årige hviderusser, som altså er landskvinde til Azarenka, skreg sig nemlig ind i hele tennisverdenens bevidsthed, da hun spillede aftenkamp på Rod Laver Arena mod det lokale håb, Ashleigh Barty.

Aryna Sabalenka svinger den dobbelte baghånd og lukker masser af luft ud. Foto: Ritzau Scanpix
Aryna Sabalenka svinger den dobbelte baghånd og lukker masser af luft ud. Foto: Ritzau Scanpix

Ganske vist gjorde hun også indtryk tennismæssigt med sit vilde, hårdtslående og storsatsende spil, men det sportslige blev så at sige overdøvet af lydniveauet.

Twitter glødede, kommentatorer rømmede sig misbilligende, og publikum begyndte også hurtigt at vise deres utilfredshed.

Først begyndte flere at efterligne Sabalenkas stønnen under duellerne, og da stigedommeren bad dem om at undlade det, blev der grinet ironisk.

Efter kampen valgte Ashleigh Barty en tilbagelænet holdning, aussie-style, til modstanderens uvane.

- Vi vidste godt, det ville blive sådan, men det var nok lidt voldsommere, end jeg havde ventet. Men det irriterede mig ikke. Hvis noget så småt kan irritere dig, så er det et tema i sig selv, sagde australieren, der for nylig er vendt tilbage efter en længere pause med mentale problemer.

WTA havde ellers bebudet, at man ville lære de unge ikke at skrige, men hviderusseren er åbenbart fløjet under radaren. Foto: Ritzau Scanpix
WTA havde ellers bebudet, at man ville lære de unge ikke at skrige, men hviderusseren er åbenbart fløjet under radaren. Foto: Ritzau Scanpix

WTA har ellers tidligere bebudet, at man ville uddanne den yngre generation til ikke at stønne og skrige på banen.

Ekstra Bladet har bedt WTA om en kommentar til den unge opkomlings entre og problemet i det hele taget. Vi har fået følgende - vel ikke specielt offensive - udmelding pr. mail:

’Stønnen er en naturlig del af spillet. Der er en sammenhæng mellem vejrtrækning, kraftig udånding og kraft. Voldsom stønnen synes ikke at være et problem, der påvirker spillerne, men vi er opmærksomme på, at nogle fans reagerer på det. Det er vigtigt, at vi adresserer disse bekymringer. Det gør vi gennem en vedvarende, uddannelsesmæssig indsats’

Sabalenka er i øvrigt i skrigende stund stadig med i double-turneringen.

Se også: Til kamp mod skrigeskinkerne

Se også: Sharapova: Jeg stønner videre

52 kommentarer
Vis kommentarer