Murray kæmper sig videre i US Open efter drama i fem sæt

Den 33-årige Andy Murray havde ondt i tæerne efter at have slidt sig til sejr i næsten fem timer lang kamp

Andy Murray var tappet for energi efter sin maratonkamp i første runde ved US Open, hvor den britiske veteran var på randen af at blive slået ud. Foto: Danielle Parhizkaran/Ritzau Scanpix
Andy Murray var tappet for energi efter sin maratonkamp i første runde ved US Open, hvor den britiske veteran var på randen af at blive slået ud. Foto: Danielle Parhizkaran/Ritzau Scanpix

Den tidligere verdensetter Andy Murray var tæt på at blive elimineret fra US Open i første runde mod Japans Yoshihito Nishioka, men selv om briten tabte de to første sæt og havde en matchbold mod sig i fjerde sæt, så klarede han sig videre med sætcifrene 4-6, 4-6, 7-6, 7-6, 6-4.

Det var den skadeplagede brites første singlekamp ved en grand slam-turnering siden Australian Open i 2019, da han måtte opgive at spille videre i første runde på grund af et alvorligt hofteproblem, som truede med at standse hans karriere.

Den 33-årige Murray gennemgik i januar i år for anden gang en hofteoperation, og han forsøger nu at genvinde den form, som indtil videre har sikret ham tre grand slam-titler.

- Jeg er træt, især min tæer er ret smadrede, siger han efter kampen, der varede i fire timer og 38 minutter.

Nishioka udspillede nærmest Murray i de to første sæt, men briten, der er kendt for aldrig at give op, vandt de efterfølgende tre sæt.

Det er tiende gang, at Murray vinder en kamp efter at have bagud med to sæt.

- I begyndelsen var jeg bekymret for at skulle spille en langvarig kamp, fordi jeg ikke har spillet en i et stykke tid. Men da jeg var nede med to sæt, formåede jeg at finde ekstra energi, og det lykkedes at gå videre, siger Murray.

Også Casper Ruud fra Norge er klar til anden runde, selv om han ligeledes tabte de første to sæt mod den useedede amerikaner Mackenzie McDonald.

Det er første gang, at Ruud, der er seedet som nummer 30, vinder en kamp efter at have været bagud 0-2 i sæt.

Nordmanden vandt 4-6, 4-6, 6-4, 6-3, 6-2 og møder i næste runde Emil Ruusuvuori fra Finland.

0 kommentarer
Vis kommentarer