Nu får I den igen: En bold ad gangen

Caroline Wozniacki trak sit gamle mantra frem efter en kamp, hvor sandheden i det var mere på sin plads end nogensinde mod en satsende modstander

Caroline Wozniacki var ikke mindst tilfreds med sit koncentrationsniveau i den summende bikube af et stadion. Foto: Steven Ryan/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki var ikke mindst tilfreds med sit koncentrationsniveau i den summende bikube af et stadion. Foto: Steven Ryan/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix

NEW YORK (Ekstra Bladet): Allerede tidligt i karrieren blev det et velkendt mantra hos Caroline Wozniacki. Og hun kom til at høre meget for at sige ’en bold ad gangen’.

Men hun kender selv sandheden i det udsagn, for den tilgang har bragt hende ud af mange svære situationer og kastet lige så mange sejre af sig mod modstandere, der måske har haft et lidt løsere forhold til den bold, de skal til at spille.

Efter sin hårdt tilkæmpede sejr på 4-6, 6-3, 6-4 over den iltre amerikaner, Danielle Collins, luftede hun sætningen igen – ledsaget af en lille afvæbnende smil.

- Jeg ved godt, at jeg har sagt det mange gange før, men når man møder en type som hende, så handler det virkelig bare om en bold ad gangen. At fokusere på den bold, man er i gang med, sagde hun efter den omskiftelige og spillemæssigt ujævne match, hvor de to skiftedes til at være ovenpå, før sejren faldt over til den koncentrerede danskers fordel.

Det skete vel at mærke inde på en meget urolig banegård af en centre court, store Arthur Ashe Stadium, der om aftenen udgør den ekstreme modsætning til etiketten på sit modstykke i Wimbledon.

Her handlede det denne aften virkelig om at holde hovedet koldt – og ikke mindst til allersidst.

- Jeg servede godt i sidste parti, og det var vigtigt, efter jeg ikke fik taget mine to matchbolde i partiet før. På den ene laver hun et es, som jeg ikke kan gøre noget ved. På den anden er det svært at beslutte, om jeg skal være aggressiv eller blive lidt tilbage.

- Men så handlede det bare om at være klar på mine egne server og så ramme de spots, jeg gerne ville, sagde hun om det sidste parti.

Kampen igennem fremstod hun ualmindeligt rolig. Der var ingen udbrud, ingen tegn på følelser, hverken i med- eller modgang. Det første ’come on’ kom først, da hun vandt andet sæt.

Var det mon bevidst?

- Det handlede virkelig om at holde fokus i dag, for der var ikke meget rytme i kampen. Jeg skulle koncentrere mig og ikke lave dumme fejl, når jeg fik mine åbninger. Det handlede også om ikke at blive irriteret over såvel hendes gode slag som mine egne fejl. En bold ad gangen.

De to fightere gav hinanden en kamp, der var værd at takke for. Foto: Don Emmert/ AFP/Ritzau Scanpix
De to fightere gav hinanden en kamp, der var værd at takke for. Foto: Don Emmert/ AFP/Ritzau Scanpix

Første sæt forsvandt med et enkelt dårligt serveparti fra Wozniacki, og så måtte hun justere lidt på taktikken.

- Jeg føler, at jeg i andet sæt er nødt til at gå lidt mere ind i banen og tage boldene lidt tidligere for ikke at give hende mulighed til at dirigere spillet for meget. Og så handlede det om at serve varieret og måske lidt mere på kroppen af hende, så hun ikke fik lov at svinge armen og blive farlig, sagde hun om en vellykket justering.

Selv havde hun problemer med at positionere sig på Collins’ andenserv.

- Ja, for hun miksede den meget. Nogle gange sprang bolden højt, og andre gange gik hun mere efter den. På de her baner får den mere opspring, så til sidst besluttede jeg, at jeg skulle stille mig lidt længere tilbage og bare få bolden i spil, sagde Caroline, der især var tilfreds med to elementer i sin sejr.

- Jeg fokuserede godt, og jeg servede godt. Jeg havde en høj førsteservsprocent (80, red.), og det var meget vigtigt, fordi hun ellers ville gå ind og trykke på mine andenserver.

Hun havde selvfølgelig helst avanceret med sejre i to sæt. Nu har hun i stedet været igennem to seje tresættere.

- Jeg er glad for at jeg er kommet videre efter to så forskellige kampe, og nu venter en helt ny modstander, som både kan spille aggressivt og defensivt og mikse tempoet op, sagde hun med adresse til en af turneringens favoritter, den yderst formstærke canadier, Bianca Andreescu.

Deres kamp i tredje runde afvikles lørdag.

Se også: Efter endnu et drama i nat: Caroline videre

Se også: Gik over grænsen: Det handler om dommer-empati

Se også: Caroline overrasker: Min sygdom motiverer mig

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere