Nu går det løs: Det her er Carolines fordel

- Caroline har erfaring fra de store baner og kan forhåbentlig bruge det til sin fordel, mener han og håber, at Schiavones råd har bundfældet sig

PARIS (Ekstra Bladet): Caroline Wozniacki starter French Open i fint selskab på Court Philippe Chatrier med plads til knap 15.000 tilskuere.

Danskeren åbner klokken 11 mandagens program mod den 22-årige russer Veronika Kudermetova, verdens nummer 68, og senere følger Rafael Nadal, Novak Djokovic og Serena Williams på den delikate menu.

Den unge russer debuterer på Roland Garros og har kun spillet en enkelt kamp i hovedturneringen i en grand slam før, og det var i Australien i januar, hvor hun tabte i tre sæt.

Hun har gjort sig mest bemærket i double, hvor hun er verdens nummer 35, men bookmakerne er varsomme med at gøre danskeren til alt for voldsom favorit efter en skadeplaget sæson med kun 14 hele kampe.

Det er første møde mellem de to.

Piotr Wozniacki medgiver, at Carolines optakt til French Open har været sat bagud på grund af hendes skade i læggen, men efter fire dage på træningsbanerne på Roland Garros, er hans optimisme steget et par grader.

- Jeg synes, hun står fint. Selvfølgelig er det ikke optimalt at komme hertil uden kamptræning, men ud fra omstændighederne ser det fornuftigt ud, siger han.

- Hun står i alt fald langt bedre med sin tennis end for bare få dage siden. Hun er motiveret, hun kan stadig løbe, og hun har ikke glemt at ramme bolden. Hun kan godt spille fornuftig tennis her.

Veronika Kudermetova er ny på den helt store scene, og det kan blive en fordel for rutinerede Caroline, mener Piotr Wozniack. Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix
Veronika Kudermetova er ny på den helt store scene, og det kan blive en fordel for rutinerede Caroline, mener Piotr Wozniack. Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix

Han ser kampens placering på anlæggets største bane som et plus.

- Caroline har sin erfaring fra de store baner, hvor den anden er ny, så de aspekter kan hun forhåbentlig bruge lidt til sin fordel.

Og så håber han, at det lidt for tidligt afbrudte samarbejde med den tidligere French Open-vinder, italienske Francesca Schiavone trods alt har båret frugt.

- Hun fik talt en del med hende, og hun forklarede, hvad hun så som de vigtigste ting i grustennis. Forhåbentlig har Caroline taget dem til sig.

Modstanderen, russiske Veronika Kudermetova er til gengæld et nyt bekendtskab.

- Vi kender ikke meget til hende, men som jeg hører det, har hun en ret god serv og kan godt lide at spille i højt tempo. Jeg skal lidt finde lidt video frem med hende, siger Piotr Wozniacki.

Se også: Nu taler Caroline om karrierestop

Se også: Skeptiske legender: Hvor står Caroline?

Se også: Caroline går i maskine med 100 minusgrader

Se også: Carolines hemmelige bryllup: Gæsterne har fået klar besked

9 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere