Hun kan som bare 20-årig allerede bryste sig af tre titler på kvindernes professionelle WTA Tour.
Men hvis den ellers lovende tenniskarriere pludselig skulle lide skibbrud, kan ukrainske Dayana Yastremska måske få en anden karriere på benene som popsanger.
I weekenden lancerede hun nummeret ’Favorite Track’, der er en herlig lille popsag på hendes modersmål, hvorfor vi i nærværende medie skal undlade at forsøge at forklare, hvad det handler om.
Men der er både melodi og sang. Og så er det tilmed anden gang i år, at den 20-årige spiller og sanger udgiver et nummer.
Tidligere på året kom ’Thousands of me’, der afstedkom godt med jubel og opbakning fra hendes fans og følgere på de sociale medier.
- For at være ærlig, troede jeg ikke, at der ville komme flere sange efter ’Thousands of me’. For det virkede meget unaturligt for mig. Men jeg fik blod på tanden efter at have tænkt mig om, og så bestemte jeg mig for, at det skulle blive til én mere, skriver hun på Instagram.
Der skulle tilmed være en musikvideo på trapperne.
- Jeg stræber ikke efter at blive en cool artist. Jeg kan bare godt lide at synge. Jeg elsker hele atmosfæren. Det er meget lettere for mig på tennisbanen end at stå i et studie, at stå tæt på mikrofonerne og synge. Det er så stressende for mig.
En af reaktionerne er kommet fra den tredobbelte Grand Slam-vinder Bethanie Mattek-Sands:
- Det skal da være din walk out-sang, når turneringerne begynder igen, skriver hun Twitter.
Dayana Yastremska regnes for en af verdens bedste unge damesingler i tennis. Hun har således kun skullet bruge fire finaler på at vinde sin tre titler i henholdsvis Hongkong (2018), Strasbourg og Hua Hin (2019).
Det gjorde hende til den næstbedste teenager i verden – kun overgået af canadiske Bianca Andreescu.
Det har dog ikke været rosenrødt alt sammen for Yastremska i 2020. I forsøget på at bekende kulør i kampen for lighed i kølvandet på drabet på George Floyd i maj, offentliggjorde hun fire billeder, hvor hun topløs poserede med den ene halvdel af ansigtet og overkroppen farvet sort, mens den anden var hvid. Ren Peter Lundin – under titlen ’Equality’ - lighed.
Det førte ikke meget godt med sig. I løbet af meget kort tid blev hun fordømt for at have delt stødende billeder, hvilket fik hende til at slette dem igen.
- Tidligere i dag offentliggjorde jeg nogle billeder, som jeg troede ville sprede budskabet om ligestilling. Det gjorde det tydeligvis ikke og er blevet misforstået. Jeg er så skuffet over, at det har splittet folk i stedet for at forene. Derfor har jeg nu slettet dem. Jeg beklager meget over for dem, der er blevet fornærmet, skrev hun.
Du kan høre hendes numre på blandt andet Spotify og Apple Play.
Ukendt dansker gik fra reservetjans i 2. division og direkte til Premier League-klub. Først troede han dog, at det hele var snyd - læs mere her (+)
Rasende eks-kone: 'Gå væk fra min søn!'
Efter bikinibilleder: 'Jeg får myrekryb'
- Slettede alt for at stoppe mig selv