Nu taler Caroline om karrierestop

Trods sygdom og skader har tvivlen aldrig ramt Caroline Wozniacki, som stadig har troen på, at hun i topform kan slå alle de bedste

Hverken sygdom eller skader har fået Caroline Wozniacki til at overveje et karrierestop, fortæller hun. Foto: AP Photo/Michel Euler/Ritzau Scanpix
Hverken sygdom eller skader har fået Caroline Wozniacki til at overveje et karrierestop, fortæller hun. Foto: AP Photo/Michel Euler/Ritzau Scanpix

PARIS (Ekstra Bladet): Solen skinner på Caroline og Piotr Wozniacki, mens de arbejder på det røde grus i optakten til French Open. Som de gjorde det for 12 år siden, da hun som 16-årig fik sin grand slam-debut samme sted.

Denne majdag befinder hendes karriere sig i sit efterår, men trods en sæson plaget af sygdom og skader er hun ikke på noget tidspunkt blevet ramt af tvivlen om, hvorvidt det hele efterhånden er sliddet værd.

Det forsikrer hun i en afslappet stund efter lørdagens træning.

- Nej, for når jeg har været i gang, så har jeg også spillet godt. Så det er ikke, fordi jeg har følt, at jeg ikke kan være med på topplan. Jeg føler stadig, at jeg kan vinde over dem alle sammen, når jeg er i form.

– Jeg har bare prøvet at forholde mig positiv, når jeg har været ramt af sygdom eller en skade. Der er ikke så meget andet at gøre.

- Jeg har været så heldig gennem de seneste 15 år, at jeg ikke har været særligt meget skadet eller særlig meget syg, så..

Så du har slet ikke overvejet at trække stikket?

- Nej, for jeg har hver gang været så fokuseret på at komme tilbage stærkere, at jeg ikke har haft den tanke overhovedet.

Caroline havde satset på en stor grussæson, blandt andet ved at hyre Schiavone som ekspert. Foto: REUTERS/Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix
Caroline havde satset på en stor grussæson, blandt andet ved at hyre Schiavone som ekspert. Foto: REUTERS/Gonzalo Fuentes/Ritzau Scanpix

Tænker du nogensinde på, hvordan og hvornår du gerne vil slutte? Om du vil have OL med næste år eller sige farvel i en bestemt turnering?

- Jeg synes, det er svært at se langt frem. Jeg tager det uge for uge og ser, hvordan jeg har det.

- Jeg tror, at når man er i det, så er den slags overvejelser svære. Hvis du først har bestemt dig for at stoppe, tænker du nok mere i de baner, men det har jeg ikke gjort.

Hun har ellers haft sit at slås med i denne sæson, den snart 29-årige dansker. Kun 14 hele kampe har hun spillet, og da hun pludselig blomstrede med årets første finale i Charleston, fulgte en lægskade og derfor senest kun tre partier i Madrid og et sæt i Rom. Så langt fra nogen optimal forberedelse til en grand slam.


Team Wozniacki havde ellers satset stort på årets grussæson, hvor den tidligere French Open-vinder, italienske Fransesca Schiavone, var tilføjet som specialist. Og det hele startede på den store klinge.

- Helt sikkert. Jeg var meget tæt på topformen lige før Madrid. Jeg spillede rigtigt godt i Charleston, og jeg trænede vildt godt, siger hun.

- Desværre er det sådan som atlet, at du nogle gange kommer til at presse dig selv lidt ekstra for at se, om du lige kan hæve formen endnu et lille niveau. Så kom skaden, siger Caroline Wozniacki med et beklagende skuldertræk.

- Jeg føler også, at jeg med tiden har fået en bedre forståelse af gruset. Så det var ærgerligt, at jeg ikke kunne spille de to turneringer op til French Open.

- Det er klart, at jeg ville ønske, at jeg havde spillet nogle flere kampe de seneste uger. Men jeg kan ikke gøre noget ved det. Nu har jeg spillet nogle gode trænings-sæt og er glad for, at kroppen har det godt. Så må jeg bare give den gas og håbe på det bedste.

Hvad betyder rutine i sådan en situation?

- Den betyder rigtig meget. Igennem min karriere har jeg været igennem lidt af hvert. Sidste gang, jeg spillede semifinale i US Open (2016, red.), kom jeg også fra en skadesperiode og spillede mig ind i turneringen med rigtigt godt spil.

- Så jeg tror, rutinen giver rigtigt meget. Jeg har spillet nogle træningssæt mod andre topspillere og fornemmet, at det hver dag går bedre.

Rutine skal hjælpe Caroline Wozniacki, der kommer til Paris uden kamptræning. Foto: AP Photo/Petr David Josek/Ritzau Scanpix
Rutine skal hjælpe Caroline Wozniacki, der kommer til Paris uden kamptræning. Foto: AP Photo/Petr David Josek/Ritzau Scanpix

Hvilke ting er du blevet bedre til de senere år, føler du?

- Jeg har lært at læse spillet endnu bedre og få et lidt større overblik på banen. Du lærer at tage det lidt, som det kommer og bare klø på, hvis du er inde i en dårlig periode. Gøre de ting, du kan for at hele hurtigere og komme tilbage.

- Nu er jeg kommet mig over min skade. Jeg har spillet på 100 procent om point de seneste tre dage, siger Caroline Wozniacki, der må undvære Francesca Schiavone i Paris.

Italieneren måtte blive i Rom på grund af familieproblemer.

Caroline Wozniacki spiller sin første kamp mandag mod russiske Veronika Kudermetova.

Så langt er Caroline Wozniacki nået i French Open

Verdensranglistens nummer 2

2018: Fjerde runde - Daria Kasatkina (Rusland) 6-7, 3-6

Verdensranglistens nummer 12
2017: Kvartfinale - Jelena Ostapenko (Letland) 4-6 6-2 6-2

Verdensranglistens nummer 45
2016: Skadet.

Verdensranglistens nummer 5
2015: 2. runde - Julia Görges (Tyskland) 6-4, 7-6 (4)

Verdensranglistens nummer 14
2014: 1.runde - Yanina Wickmayer (Belgien) 7-6 (5) 4-6 6-2

Verdensranglistens nummer 10
2013: 2.runde - Bojana Jovanovski (Serbien) 7-6 (2) 6-3

Verdenrangslistens nummer 9
2012: 3.runde - Kaia Kanepi (Estland) 6-1 6-7 (3) 6-3

Verdensranglistens nummer 1
2011: 3.runde - Daniela Hantuchova (Slovakiet) 6-1 6-3

Verdensranglistens nummer 3
2010: Kvartfinale - Francesca Schiavone (Italien) 6-2 6-3

Verdensranglistens nummer 10
2009: 3. runde - Sorana Cirstea (Rumænien) 7-6 (3) 7-5

Verdensranglistens nummer 30
2008: 3. runde -  Ana Ivanovic (Serbien) 6-4 6-1

Verdensranglistens nummer 106
2007: Grand slam debut som senior. 1.runde -  Nathalie Dechy (Frankrig) 6-2 6-7 (3) 6-0

 

Se også: Caroline går i maskine med 100 minusgrader

Se også: Ilter australier trækker sig fra French Open

Se også: Efter Wozniacki-nedtur: Nu venter ung russer

Se også: Kournikova tilbage: Afklædte billeder i stort magasin

 

77 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere