Ny tenniskomet: Sejr over Caroline blev startskud

Den 18-årige canadiske tennissensation, Bianca Andreescu, vinder som første wildcard-spiller Indian Wells, og eventyret startede i Auckland mod Wozniacki

Bianca Andreescu har visualiseret sig selv med de store pokaler, og nu gik drømmen så i opfyldelse. Foto: Ritzau Scanpix
Bianca Andreescu har visualiseret sig selv med de store pokaler, og nu gik drømmen så i opfyldelse. Foto: Ritzau Scanpix

Det er en del af Bianca Andreescu’s morgenrutine at finde et stille sted, hvor hun kan sidde for sig selv og visualisere fremtidig succes på tennisbanen.

Søndag blev visualiseringen til den vildeste virkelighed, da den 18-årige canadier som den første wildcard-spiller nogensinde vandt den store turnering i Indian Wells og fik sit endegyldige gennembrud.

Det skete med en finalesejr over tyske Angelique Kerber på 6-4, 3-6, 6-4. I en kamp, hvor hun viste hele sit righoldige og varierede slagrepertoire, fra følte flugtninger over lækker slice fra begge sider til enten dundrende eller skarpt vinklede vinderslag.

Og dermed rykker hun voldsomt frem i den hurtigt voksende kø af unge udfordrere til den gamle garde.

- Det er vildt at tænke på, at det blev virkelighed for mig i dag, sagde hun efter sejren.

- Forhåbentlig kan dette være til stor inspiration for mange andre, unge atleter, for – som jeg siger – hvis du tror på dig selv, er alt muligt.

Den canadiske teenager har et imponerende slagrepertoire og fin føling med den gule filtbold. Foto: Ritzau Scanpix
Den canadiske teenager har et imponerende slagrepertoire og fin føling med den gule filtbold. Foto: Ritzau Scanpix

Troen på sig selv i forhold til at kunne spille op med de bedste fik Bianca Andreescu faktisk, da hun startede året med at slå danske Caroline Wozniacki i Auckland, har hun fortalt.

Siden slog hun Venus og gik i finalen, og i den californiske ørken har hun i kvart- og semifinale elimineret Garbine Muguruza og Elina Svitolina.

Nu er hun så det nye, canadiske håb på kvindesiden, hvor hun har overhalet Eugenie Bouchard med flere længder, og efter finalesejren gik den canadiske premierminister Justin Trudeau på Twitter for at lykønske.

Sidste år var det Naomi Osaka, der triumferede som useedet i Indian Wells, hvorefter hun indtog førstepladsen.

- Men det vil jeg ikke lade mig presse af, smilede Andreescu om sammenligningen.

Sejren i Indian Wells katapulterer Bianca Andreescu op ad verdensranglisten. Foto: Bianca Andreescu
Sejren i Indian Wells katapulterer Bianca Andreescu op ad verdensranglisten. Foto: Bianca Andreescu

- Men spørgsmålet er helt fint, tilføjede hun så.

- Det var en inspiration at se hende tage trofæet sidste år og siden vinde to grand slams. Men lige nu vil jeg bare nyde øjeblikket.

Den yngste datter af rumænske immigranter er den yngste vinder i Indian Wells siden 17-årige Serena Williams i 1999.

Andreescu, der var rangeret som verdens nummer 60 før turneringen, kan mandag nyde at se sit navn ud for tallet 24.

Hun har dog stadig meget at lære, siger hun, og det gælder åbenbart også udenfor banen, hvor hun endnu ikke har færdiggjort sin online-udgave af High Scool.

- Det er lidt hårdt, for efter en hård omgang træning er lektier det sidste, jeg har lyst til. Men jeg tror på, at lærdom giver kræfter, lød det med et smil fra det nye stjerneskud.

Se også: Lyntoget Clara sparker alle døre ind

Se også: Træt Clara: En vild følelse

Se også: Slår Federer og vinder første Masters-titel

Se også: Wozniacki kan ramle ind i japansk verdensetter i Miami

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere