Over 17 år udviklede de en hadefuld rivalisering på den internationale tennisscene, hvor ikke kun projektiler af tennisbolde men også fælles herrebekendtskaber røg i skudlinjen.
Nu har Maria Sharapova og Williams-søstrene, Venus og Serena, tilsyneladende forliget sig ved den store mode modeopvisning Met Gala i New York.
Såvel russeren som Serena Williams har således delt et billede af den storsmilende trio iført deres galla-rober på Instagram, og New York Post beskriver, hvordan Venus Williams sætter ord på den opsigtsvækkende forsøstring under en Q&A på Instagram.
- For det første talte Serena og jeg faktisk om Maria forleden. Vi talte om, at vi ønskede, at hun stadig spillede, og da vi hver især mødte hende til Met Gala, fortalte vi det til hende.
- Vi var så glade for at se hinanden. Det var grin og anekdoter, og der blev taget et foto, forklarer Venus Williams.
Så baggrunden er, at selv om vi spillere konkurrerer virkelig hårdt på banen i årevis, så respekterer og elsker vi stadig hinanden. Jeg elsker Maria, og hvis du har et ønske om at gøre comeback, så beder vi dig gøre det.
Så tilføjer den 41-årige amerikaner med umiskendelig adresse til en dansk veninde:
- Det gælder også dig, Caroline.
Både Wozniacki og Sharapova stoppede karrieren i 2020.
Den benhårde relation tog sin begyndelse i 2004, hvor en 17-årig Sharapova tog tennisverdenen med storm og slog Serena i Wimbledonfinalen.
Et nederlag, som den 39-årige Williams-lillesøster siden har hævnet med en sammenbidthed uden sidestykke. De næste 19 opgør endte med amerikansk sejr.
Sharapova bekræftede misforholdet I sin biografi fra 2017 og skrev:
’Jeg tror, Serena hadede mig for at være den tynde pige, der slog hende imod alle odds’.
Hun beskrev også, hvordan hun efter kampen hørte Serenas hulken i omklædningsrummet.
’Jeg tror også, hun hadede mig, fordi jeg så hende i sådan et øjeblik, men allermest tror jeg, hun hadede mig, fordi jeg hørte hende græde. Det har hun aldrig tilgivet mig’.
Serena var angiveligt kæreste med Grigor Dimitrov, før bulgareren havnede i Marias favn, hvilket senere fik et par syrlige bemærkninger med sig i et interview med amerikaneren.
Williams-søstrene er stadig aktive på WTA-turen, men ingen af dem deltog i US Open forleden.