Den tjekkiske tennisstjerne Petra Kvitova har fået en dramatisk optakt til den nye sæson, der begynder ved årsskiftet.
Tirsdag blev den dobbelte Wimbledon-mester udsat for et overfald i sit eget hjem, skriver det tjekkiske nyhedsbureau CTK ifølge Reuters.
Her blev hun angrebet med en kniv, så hun måtte modtage lægebehandling, skriver nyhedsbureauet TT og flere tjekkiske medier. Gerningsmanden er stadig på fri fod.
- Det var en tilfældig kriminel handling. Hun blev overfaldet i sin egen lejlighed og er under lægebehandling, men hendes skader er ikke livstruende, siger hendes talsmand, Karel Tejkal.
Petra Kvitova, der vandt Wimbledon i 2011 og 2014 og ligger aktuelt nummer 11 på verdensranglisten, har via det tjekkiske Fed Cup-teams officielle Facebook-side postet en hilsen.
- Hej alle. Jeg vil gerne takke jer for jeres beskeder og støtte. Det er bestemt ikke rart, hvad der er sket for mig, men det værste er heldigvis bag mig. Nu er det vigtigste, at lægerne finder ud af, hvad der er sket med min hånd. Jeg stoler på dem, og tror det hele nok skal gå. Jeg har den bedst tænkelige pleje, og jeg er sammen med mine nærmeste. Det værste er ovre. Tak igen for jeres tanker. I skal ikke bekymre jer om mig. Petra, skiver hun.
Hun havde netop meldt afbud til Hopman Cup i begyndelsen af januar på grund af en fodskade.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.