Pas på ryggen, Caroline: Teenagetøser tæver tennis-tanter

- Det er en rigtig spændende tid, vi går ind i på WTA-turen, siger Tine Scheuer og vurderer, at de danske stortalenter lige skal modne lidt endnu

Den unge garde, her hviderusseren Aryna Sabalenka, kommer brølende og truer de etablerede stjerner på WTA-touren. Foto: AP
Den unge garde, her hviderusseren Aryna Sabalenka, kommer brølende og truer de etablerede stjerner på WTA-touren. Foto: AP

Pas på, Caroline og I andre ældre tanter derude på WTA-touren: Teenagehæren er på march og klar til at vælte jer bagover.

I alt fald har de helt unge spillere for alvor sat deres aftryk i den seneste tid.

Søndag stod to 20-årige, Naomi Osaka og Daria Kasatkina, som finalister i så stor en turnering som Indian Wells, og på deres vej havde de slået en række etablerede stjernenavne.

Russeren udraderede Sloane Stephens, Caroline Wozniacki (for anden gang i år), Angelique Kerber og Venus Williams, mens japaneren efter tur ekspederede Maria Sharapova, Agnieszka Radwanska, Karolina Pliskova og Simona Halep ud af den californiske oase.

- Det har været lidt undervejs med Kasatkina, som er den mest komplette spiller af de unge og også har en god udstråling. Det er fedt, at sådan en type slår igennem, når så mange andre har fokus på power, glæder træner og kommentator Tine Scheuer sig.

- Osaka server og slår utroligt hårdt men manglede at få det hele til at hænge lidt bedre sammen. Sascha Bajin har fået en usleben diamant at arbejde med, siger hun med adresse til Caroline Wozniackis tidligere hittingpartner, der nu er Osakas træner.

Daria Kasatkina og Naomi Osaka, begge 20 år, stod overraskende i den store finale i Indian Wells og er nu for alvor brudt igennem. Foto: Ritzau Scanpix
Daria Kasatkina og Naomi Osaka, begge 20 år, stod overraskende i den store finale i Indian Wells og er nu for alvor brudt igennem. Foto: Ritzau Scanpix

Men også piger, der er flere år yngre end den trio, er begyndt at terrorisere deres ældre og mere etablerede konkurrenter.

I sidste uge spillede blot 16-årige Amanda Anisimova sig frem til tredje runde via sejre over seedede Anastasia Pavlyuchenkova og Petra Kvitova, før den hårdtslående opkomling tabte til Karolina Pliskova. Amerikaneren har netop lagt godt fra land i Miami.

- Det er sjovt, når de rykker frem med så meget ukuelighed og den ekstra selvtillid, der skal til. Hun er sådan lidt Sharapova-agtig og virker ret klar. Der skal altså noget til at slå Kvitova, som så mange andre har problemer med, mener Scheuer.

Amanda Anisimova er kun 16 år men slår og server hårdere end de fleste på WTA-touren. Foto: Ritzau Scanpix
Amanda Anisimova er kun 16 år men slår og server hårdere end de fleste på WTA-touren. Foto: Ritzau Scanpix

Marketa Vondrousova, 18 år og fra Tjekkiet, var for stærk for Johanna Konta, og den jævnaldrende russer, Sofya Zuk, var for stærk for Alize Cornet og Magdalena Rybarikova.

Den 19-årige amerikaner Caroline Dolehide slog Dominika Cibulkova ud, og hendes jævnaldrende landskvinde, Cici Bellis, har længe hærget på turen.

- Hun er en mindre spiller, der er nødt til at spille klogt og bygge spillet op. Hun bliver spændende at følge, vurderer den tidligere danske topspiller.

Ukrainenske Marta Kostyuk er trods sine kun 15 år allerede på vej ud i solen, og hun chokerede de fleste eksperter i Australian Open. Foto: AP
Ukrainenske Marta Kostyuk er trods sine kun 15 år allerede på vej ud i solen, og hun chokerede de fleste eksperter i Australian Open. Foto: AP

I Australian Open chokerede 15-årige Marta Kostyuk fra Ukraine ved at nå tredje runde, og hviderusseren Aryna Sabalenka, 19, gjorde samme sted meget verbalt og hårdtslående opmærksom på sig selv, da hun tog sæt fra hjemmefavoritten Ashleigh Barty.

Sidste år vandt en 19-årig Jelena Ostapenko French Open.

- Det er en rigtig spændende tid, vi går ind i, for det er forskellige typer, der kommer frem, og samtidig er mange af de ældre navne ved at komme tilbage på niveau, siger Tine Scheuer.

Hun har selv trænet både 16-årige Hannah Viller Møller og den et år yngre Clara Tauson og vurderer, at de endnu har brug for at modnes lidt, før de kan følge trop.

- Der er en bid vej endnu, og det næste spring er hårdt. Det handler også lidt om at få foden indenfor i turneringerne med et wildcard.

- Clara har imponeret og har store våben, fordi hun både kan slå tungt og hårdt, mens Hannah er utrolig slidstærk. Især Clara har allerede slået nogle af juniorturens kanoner, men det handler om at levere hele tiden.

Clara Tauson er med en aktuel placering som nummer 25 på juniorranglisten, og kan hun holde niveau, er hun med i de kommende grand slams. Hannah Viller Møller er placeret som nummer 138.

Se også: Ny tennis-komet har et stort idol: Jeg køber Carolines kjoler

 

Se også: Stjernefrø i forkamp: Caroline-galla i Parken har vokseværk

I HIK udgør fra venstre Holger, Clara, Hannah og Sebastian en unik talentgruppe, men de er oppe imod udenlandske konkurrenter, der får en helt anden støtte. Foto: Jonas Olufson Sport og Spil Her er Carolines arvtagere - men deres konkurrenter løber med pengene  

40 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere