- Jeg er meget imponeret over Carolines vilje til at spille anderledes. Hvor meget hun vil det, siger Piotr Wozniacki i telefonen fra Luxembourg.
Stemmen er lidt grødet efter en solid mandags-morfar. Den var tiltrængt efter 14 timers flyvetur fra Hongkong, og hans datter nøjedes med et hurtigt smut forbi fysioterapeuten, før også hun lagde sig på langs i fyrstendømmet.
Der er ikke overdreven lang tid til at hvile på laurbærrene efter hendes 25. WTA-titel, for allerede tirsdag eftermiddag skal hun stå på banen igen mod amerikanske Madison Brengle.
Om hun kan finde batteri til endnu en skarp præstation, er måske tvivlsomt. Men hun har også så rigeligt bevist sin flotte transformation til offensiv og beslutsom tennisspiller de seneste måneder.
Resultaterne er i den grad fulgt med. Før US Open hed kampstatistikken for sæsonen 13-14, talt i sejre og nederlag. Derefter hedder den 19-3 med to titler undervejs. Og den bygger vel at mærke på en stædig holden fast i den nye stil, hun som 26-årig har konverteret til. Med små taktiske justeringer efter typen af modstander.
Det er den koncentration og vilje, der gør hendes far og træner stolt.
- Hun har fra og med US Open hele tiden holdt et rimeligt højt niveau mod mange forskellige modstandere og slået flere Top 10-spillere undervejs.
- Der kan være nogle svære partier i nogle kampe, men hun gør stadig, hvad hun skal. Det kan koste lidt fejl at spille tættere på linjerne, og så kan en modstander jo også spille godt, som han bemærker det.
- Men det er meget positivt at se, at hun stadig formår at lukke kampene og vinde de vigtige partier.
- Hun var måske lidt uheldig mod Radwanska, som hun mødte tre uger i træk og først slog i Tokyo.
- For hun var træt og småskadet i Wuhan, mens det i deres tredje møde i Beijing var mere mentalt. Hun ville gerne afgøre duellerne hurtigt, men det er altså svært mod en smart spiller som hende, hvis du ikke er helt skarp.
- Så handler det om at finde en balance mellem det at være offensiv men også 110 procent koncentreret og taktisk smart.
Også Piotr Wozniacki har luftet smilene undervejs, ligesom han har lydt mere afdæmpet og opmuntrende end vanligt i sit tonefald, når han under kampene har været på banen for at rådgive Caroline.
- Som træner er jeg meget, meget tilfreds med at se hendes spil og den selvtillid, hvor hun viser modstanderen: ’Jeg er her, kom og slå mig, hvis du kan – men du skal arbejde hårdt for det’.
- Når hun spiller godt, er hun også glad.
- Og det er ikke bare familien, der støtter hende. Hun har fået en vennekreds, der gør det, og de giver hende også gode input og holder hende positiv, forklarer Piotr Wozniacki.
Han ser allerede frem mod næste sæson med stor fortrøstning, lader han forstå.
Men lige nu skal Caroline bare rulle videre på den positive bølge, så længe hun orker det. Og når ferien er overstået i november, begynder sæsonforberedelserne til 2017 i vejrsikre Miami.
Så skal der arbejdes med de små detaljer i den nye, mere offensive platform, der forhåbentlig kan bringe hende nærmere på hendes erklærede karrieredrøm: En grand slam.
'Godt Caroline droppede McIlroy og den røde løber'
Tallene taler for sig selv: Succes-Wozniacki tjener kassen
Nyt hop: Højeste Wozniacki-placering siden januar
Træt Wozniacki: Nu mangler jeg bare en grand slam-titel