Piotr klar i mælet: Det er jo racisme mod os trænere

Debatten om, hvorvidt trænerne skal have lov at komme ind til spillerne under kamp, går igen højt under sæsonfinalen

Hverken Piotr eller Caroline Wozniacki kan forstå, hvorfor der er modstand mod hans besøg ved hendes stol. Foto: AP
Hverken Piotr eller Caroline Wozniacki kan forstå, hvorfor der er modstand mod hans besøg ved hendes stol. Foto: AP

SINGAPORE (Ekstra Bladet): Temaet har kaldt på mange følelser, både blandt tennisfans og i sportens egne cirkler, og under sæsonfinalen i Singapore går bølgerne igen højt, når der diskuteres ’on-court-coaching’.

Siden 2008 har WTA tilladt spillernes trænere at komme på besøg hos deres spiller ved et sidebytte i hvert sæt samt under en modstanders behandling eller toiletbesøg, så debatten kører på tiende år og deler vandene.

Tag bare de tre legender, der mandag blev spurgt til fænomenet.

Monica Seles vrænger på næsen:

- Jeg bryder mig ikke om det. En spiller på højeste niveau i en individuel sport skal selv kunne tænke på banen. Min far plejede at sige to ting til mig før en kamp: ’Bevæg dine fødder og tænk!’

Lindsay Davenport, der for nylig selv var træner for Madison Keys, er i tvivl.

- Som træner vil du gerne involvere dig aktivt. Det er hårdt, når du efter at have trænet på noget ser noget andet ske i kamp uden at være i stand til at gøre noget ved det. Derfor ser du også de ulovlige input ude fra tribunen.

- Men nu er det her på WTA-turen, og det er et fint initiativ. Jeg forstår ikke, hvorfor folk kan have så meget imod det, når det findes i alle andre sportsgrene.

Kim Clijsters ser gerne, at trænerne taler engelsk, når de er inde hos deres spillere. Foto: AP
Kim Clijsters ser gerne, at trænerne taler engelsk, når de er inde hos deres spillere. Foto: AP

Kim Clijsters har en anke:

- Da jeg så Pliskova og Wozniacki få besøg af deres trænere, kunne jeg kun høre, hvad den ene sagde, mens jeg skulle kunne polsk for at forstå den anden. Måske skulle de alle tale engelsk?

Hun er ikke den eneste med det sidste forslag, og det er et synspunkt, der får Piotr Wozniacki til at tænde af.

- På engelsk? Det er jo racistisk. Jeg forstår, at engelsk er et internationalt sprog. Men tænk, hvis jeg repræsenterede Indien med en milliard mennesker. Hvorfor skulle jeg så tale engelsk? Det er for dumt, tordner han.

- Jeg forstår ikke modstanden, for det er meget vigtigt, at vi som trænere kan involvere os i kampene. Det er en gevinst for alle. Vi kan se, hvad der kører og ikke kører og kan hæve niveauet. Folk betaler penge for at se en god kamp. I fodbold coacher de jo, mens spillet er i gang.

- Selvfølgelig skulle det også være tilladt i grand slams, hvor der er al for meget stress hos spillerne. Det er jo de største turneringer. Det er så dumt. De har så mange dumme regler. Vi er ikke i 1920 længere men i 2018. Hvorfor skal de diskriminere trænerne i tennis? Det sker jo ikke i andre sportsgrene.

Caroline Wozniacki er på linje.

- Alle andre sportsgrene har coaching, så der er ingen grund til, at der ikke skulle være det. Den måde, WTA-turen har indført det på, virker fint.

På spørgsmålet om, hvorvidt Piotrs besøg har vendt truende nederlag for hende, svarer hun lidt henholdende.

- Det er svært at sige, om man selv havde vendt kampen, men det er klart, at der er fif, der har hjulpet, ligesom der har været påmindelser om noget, man har glemt i kampens hede. Nogle gange er det rart at diskutere nogle ting og få nogle input.

Danskeren har ved flere lejligheder set ud til at have manglet de gode råd under en grand slam, men hun nærer ingen forhåbninger om, at det bliver lavet om.

- Traditionerne i tennis er så gamle, så jeg tror næppe, at det bliver til noget.

Caroline spiller sin anden kamp ved sæsonfinalen i Singapore i dag kl. 13.30. Du kan følge den kamp live her på Ekstra Bladet.

Se også: Et af årets højdepunkter: Legender græd med Caroline

Se også: Wozniacki til tops: Hædres i flere kategorier

Se også: Lettet modstander: Caroline bliver bedre for hver kamp

Sådan kan Caroline alligevel komme videre

Caroline Wozniackis situation i Hvid Gruppe er svær, men hun har fortsat chancen for at nå lørdagens semifinaler.

Tirsdag møder danskeren åbningsdagens anden taber, tjekkiske Petra Kvitova, mens de to vindere, Elina Svitolina og Karolina Pliskova tørner sammen.

Wozniacki-Kvitova er først på programmet fra klokken 13.30, dansk tid.

Scenarierne ser således ud forud for anden runde i gruppen:

Hvis Svitolina og Kvitova vinder, Er Svitolina gruppevinder, mens Wozniacki er ude.

Hvis Svitolina vinder i to sæt og Wozniacki i tre, er Svitolina videre.

Hvis Pliskova vinder i to sæt og Kvitova i tre, er Pliskova videre.

Enhver anden kombination betyder, at det hele skal afgøres i sidste runde.

(kilde WTA)

180 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere