Piotr om sidste års bombe: Caroline var træt af situationen

Far og datters overvejelser og samtaler om et karrierestop var reelle, for Caroline var dybt skuffet over sit comeback efter ankelskaden, forklarer han

Et år efter hendes mismod ser Piotr Wozniacki i dag sin datter i et helt andet humør på banerne i New York. Foto: Wojtec Kubik
Et år efter hendes mismod ser Piotr Wozniacki i dag sin datter i et helt andet humør på banerne i New York. Foto: Wojtec Kubik

NEW YORK (Ekstra Bladet): For godt et år siden smed han i al stilfærdighed en lille bombe fra sin plads i sofaen i players lounge.

- Jeg ved ikke, om Caroline kun spiller resten af sæsonen, eller om hun spiller en til. Det har vi ikke taget nogen endelig beslutning om, sagde Piotr Wozniacki og erklærede sig enig i, at Caroline ’skal stoppe, mens hun er frisk, og starte en ny karriere’.

- Som jeg forstår hende, så bliver det ikke en lang karriere, tilføjede han, formentlig uden anelse om bombens detonationskraft.

Overvejelserne og samtalerne om et karrierestop var reelle, forklarer han i dag. Men i det år, der siden er gået, er alt i Carolines karriere forandret og hendes rangering 70 pladser højere.

Og når hun i år har udtalt under mange turneringer, at hun vender tilbage i 2018, så mener hun det, siger Piotr Wozniacki.

- Når hun en dag beslutter, at hun vil stoppe, skal vi gøre det officielt, så hun kan sige pænt farvel i de forskellige turneringer. Og når hun i år har sagt, at ’vi ses næste år’, så bliver det sådan.

Da han og Caroline kom til New York sidste år var hendes humør et helt andet, forklarer han.

- Caroline var træt af situationen, for det var første gang, hun har været så alvorligt skadet, siger han med henvisning til forsommerens brækkede ankel.

Den lange pause forstærkede ranglistemæssigt en resultatmæssig mindre god periode og sendte hende på rutsjetur ned ad listen.  

- Hun var meget skuffet, efter hun kom tilbage fra skaden.

- Hun var vant til at ligge i Top 10. Nu kom hun til turneringerne og var ikke seedet, så fra start skulle hun slå gode spillere.

- To uger før OL, som hun havde set meget frem til, blev hun igen skadet i sin biceps i Washington. Hun kom til Rio uden at være helt klar og mødte en formstærk Petra Kvitova i anden runde.

- Efter OL ville vi spille Cincinnati, men de havde givet deres wildcards til amerikanske spillere, og Caroline ville ikke spille kvalifikation.

- I New Haven var hun næsten klar til at spille men tabte i første runde til Ostapenko, som vi ikke havde hørt om før. Der har siden vist sig, at hun er en god spiller, men dengang tænkte hun meget over, hvorfor hun dog ikke kunne slå hende. Den periode var ikke nem.

- Hun var helt klart skuffet. Så vi talte om de ting. Jeg sagde til hende, at hvis hun hele tiden gik og var ked af det og småskadet, så var det dumt.

Caroline og Piotr havde alvorlige samtaler for et år siden, men opturen ved US Open gav nyt mod på tennistilværelsen, og i dag er hun seedet som nummer fem. Foto: Wojtec Kubik
Caroline og Piotr havde alvorlige samtaler for et år siden, men opturen ved US Open gav nyt mod på tennistilværelsen, og i dag er hun seedet som nummer fem. Foto: Wojtec Kubik

Der var altså en god portion mismod med i bagagen til New York, og Caroline var tæt på at ryge ud i første runde til upåagtede Taylor Townsend. I anden runde var hun bagud 0-4 mod Svetlana Kuznetsova, før forvandlingen indtraf. Opturen fik en raketstart.

Piotr Wozniacki tør ikke gætte på, hvordan tingene ville have udviklet sig med et nederlag i første runde.

- Men som jeg kender Caroline, ville hun give sig selv et år til. Hvis hun vil stoppe, skal hun tage sin beslutning på det rigtige grundlag. Ikke fordi hun er sur og ked af det.

- For hun har brugt så mange kræfter på sin karriere. Hun har så meget selvrespekt, at hun vil styre det selv, når hun får lyst til at starte sit nye liv.

Han lægger ikke skjul på, at også Carolines kæreste David Lee har opmuntret hende til fortsat at jagte sine drømme.

- Den dag, hun stopper karrieren, skal hun være tilfreds. Vi mangler en grand slam, og hun har været uheldig med OL. Senest var hun skadet, og i London løb hun ind i Serena på græs, som ikke er det rigtige underlag for Caroline. I Beijing var hun for ung.

- Vi skal være glade for, at hun har nået seks finaler i år. Når jeg sammenligner sidste sæson med denne, kan jeg kun være meget tilfreds. Caroline har været stabil og spillet god tennis.

- Hun er mere voksen i dag og ved, hvad hun vil. Hun er mere kvalitetsbevidst i sit arbejde, end da hun var ung.

Piotr smider bombe: Caroline stopper snart

Femårig aftale: Caroline får ny superkontrakt

Kommentar: Årets US Open er Carolines hidtil største chance