Det norske tennishåb Casper Ruud er ude af grand slam-turneringen Australian Open før kvartfinalerne.
Den 22-årige nordmand valgte pludselig at afbryde sin kamp i fjerde runde mod ottendeseedede Andrey Rublev, efter at russeren havde vundet de første to sæt med 6-2, 7-6.
Casper Ruud så ud til at være i store smerter i det meste af andet sæt, og undervejs blev han også tilset af turneringslægen.
Far og træner, Christian Ruud, fortalte efter den bratte afslutning på kampen, at sønnen har døjet med en skade, siden han i anden runde slog amerikaneren Tommy Paul.
- Casper var deprimeret. Jeg tror, at han var skuffet og frustreret.
- Skaden har været der siden kampen mod Tommy Paul, men det har set godt ud i træning og under opvarmningen. Det giver ingen mening at være skuffet over det her alt for længe, siger Christian Ruud til VG.
Casper Ruud, der rangerer som nummer 28 på verdensranglisten, har trods nederlaget udsigt til at forbedre sin rangering på den kommende ATP-opgørelse.
Aldrig tidligere er det lykkedes nordmanden at nå fjerde runde ved en af de fire grand slamturneringer.
Ruud kan rejse hjem fra Melbourne med en pengepræmie på små to millioner kroner for sine anstrengelser.