Regnvejr afbryder French Open-semifinale

Novak Djokovic og Andy Murray skal spille færdig lørdag, efter at regn, storm og mørke afbrød semifinalen

Novak Djokovic havde ikke uventet overhånden mod Andy Murray, indtil regnen begyndte at sile ned over Paris. (Foto: AP)
Novak Djokovic havde ikke uventet overhånden mod Andy Murray, indtil regnen begyndte at sile ned over Paris. (Foto: AP)

Semifinalen mellem Novak Djokovic og Andy Murray i tennisturneringen French Open bliver først afgjort lørdag.

Den medrivende kamp mellem verdens nummer et og tre måtte fredag aften afbrydes ved stillingen 3-3 i fjerde sæt, da regn og storm brød ud over Roland Garros-anlægget i Paris.

Kampen bliver nu færdigspillet før kvindernes finale lørdag.

Det lignede ellers en kort fornøjelse, da Novak Djokovic i overlegen stil vandt de to første sæt med 6-3 og 6-3 og lignede en mand på direkte kurs mod finalen.

Se også: Mærket Serena i finalen: Har aldrig følt mig mere syg

Murray virkede modløs og opgivende, men viste flot moral i tredje sæt, hvor han fik en imponerende opblomstring.

Den olympiske mester brød for første gang i kampen Djokovic' serv til 6-5 og kunne serve sættet hjem med cifrene 7-5.

Så vågnede også publikum op, og Djokovic var tydeligt rystet i begyndelsen af fjerde sæt, hvor han tabte endnu et serveparti.

Men verdensetteren viste klassen ved straks at bryde tilbage, og spillerne fulgtes ad til 3-3, hvor vejret altså gav den tætte kamp en utidig afbrydelse.

Vinderen af semifinalen skal op mod Stanislas Wawrinka i søndagens finale.

Se også: Wawrinka klar til sin første French Open-finale

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere