Roger Federer har været ude med en knæskade siden sommerens Wimbledon, og den 35-årige schweizer er røget ned som nummer syv i verden.
Landsmanden Stanislas Wawrinka, som lige har vundet grand slam-turneringen US Open, vurderer, at det bliver en vanskelig mission for Federer at vende tilbage til tennistoppen.
- Jeg tror, han træner i øjeblikket. Jeg ved ikke, om han kommer tilbage i top-fire. Det må vi se, siger Wawrinka.
35-årige Federer, der har vundet 17 grand slam-titler i karrieren, blev opereret i knæet i februar, spillede dernæst flere turneringer, inden han valgte at holde en længere pause.
Ikke nemt at komme tilbage
- Det er første gang, han har en alvorlig skade. Det er ikke nemt at komme tilbage efter det.
- Men hvis han bliver fit og kommer op på 100 procent igen, så vil han helt sikkert blive virkelig farlig, siger Wawrinka, der har overhalet Federer og er nummer tre i verden.
Det er planen, at Wawrinka og Federer stiller op i turneringen Hopman Cup i januar som optakt til Australian Open.
Wawrinka er selv lige vendt tilbage efter en mindre rygskade og vandt tirsdag 6-3, 6-4 over briten Kyle Edmund i anden runde af ATP-turneringen Shanghai Masters.