Under stort pres lykkedes det tidligt tirsdag morgen dansk tid den danske tennisspiller Holger Rune at spille sig videre fra første runde i ATP 500-turneringen i Acapulco i Mexico.
Det skete, da han slog amerikanske Ben Shelton i tre sæt med cifrene 6-7, 6-4, 6-2.
19-årige Rune havde trods sin favoritstatus i perioder svært ved at få spillet til at flyde.
Imens blev 20-årige Shelton, der for nylig var i Australian Open-kvartfinalen, ved med at serve både hårdt og varieret, hvilket voldte danskeren store problemer.
Men i løbet af de sidste to sæt hævede Rune niveauet og skaffede sig sejren.
Særlig afgørende blev det, at han holdt fast og fik brudt Shelton i et tæt andet sæt, der længe lå på vippen.
- Jeg er meget glad for den måde, som jeg håndterede det på mentalt, siger Holger Rune efter kampen i et interview på banen, hvor han betegner kampen som 'supersvær'.
Rune skal nu møde vinderen af kampen mellem portugisiske Nuno Borges og amerikanske Nick Chappell i næste runde.
Første sæt blev både tæt og urytmisk.
Rune kom bedst fra start og bragte sig foran 3-1 efter et tidligt servegennembrud. Men danskeren formåede ikke at leve op til de overbevisende takter fra indledningen.
Efter to dobbeltfejl af Rune brød Shelton tilbage til 3-3, og derefter fulgtes de to ad til 6-6 og en tiebreak.
Her var danskeren igen i førersædet i starten og tilkæmpede sig to sætbolde - én af dem endda i egen serv.
Men Rune formåede ikke at omsætte mulighederne til sætsejr, og da Shelton selv fik muligheden, sendte han en kanonserv afsted og tog tiebreaken 9-7.
Danskeren var under maksimalt pres, og andet sæt blev næsten lige så tæt som det første.
Rune og Shelton holdt således begge deres serv, indtil Shelton skulle serve for at holde sig inde i sættet ved stillingen 5-4.
Her lykkedes det på flot vis Rune at æde sig ind i partiet, og på sin tredje sætbold fik Rune med to stærke baghænder sat Shelton så meget under pres, at den unge amerikaner til sidst bukkede under. 6-4 til Rune i andet sæt.
Dermed skulle kampen ud i et tredje sæt.
Her var det, som om gassen var gået af ballonen for amerikaneren, der til trods for at være en smule ældre end Rune har en del mindre erfaring.
Begge spillere holdt deres serv indtil 3-2 til Rune.
Men så begyndte fejlene for alvor at snige sig ind i Sheltons spil. Først blev han brudt én gang til 4-2, og trods to reddede matchbolde blev han brudt igen til 6-2.
Dermed er fjerdeseedede Rune fint tilbage efter at have døjet med en håndledsskade oven på Australian Open.