Rutineret kroat sender tjekkisk favorit ud

Kvartfinalen blev endestationen for tjekkiske Karolína Plísková, der ellers var klar favorit inden opgøret - i stedet er det Mirjana Lucic-Baroni, der går i semifinalen

Mirjana Lucic-Baroni er klar til semifinalen i Australian Open, hvor Serena Williams venter. Foto: AP/Kin Cheung
Mirjana Lucic-Baroni er klar til semifinalen i Australian Open, hvor Serena Williams venter. Foto: AP/Kin Cheung

Tjekkiske Karolína Plísková er færdig ved Australian Open.

Hun tabte sin kvartfinale mod kroatiske Mirjana Lucic-Baroni med cifrene 4-6, 6-3, 4-6.

Plísková var storfavorit inden opgøret og var seedet som nummer fem ved Australian Open, men mod den useedede Lucic-Baroni kunne hun ikke få sin frygtede serv til at virke.

Derfor blev det symptomatisk nok en uprovokeret fejl fra Plísková, der endte opgøret.

Til gengæld spillede Mirjana Lucic-Baroni med den rutine, der nu har bragt hende i semifinalen.

Mens hun hulkede foran publikum på Melbourne Park, blev hun interviewet på banen af australsk tv efter kampen.

- Jeg vil aldrig glemme denne dag, der har gjort mit liv bedre, og jeg vil aldrig glemme de 14 dage, jeg har haft i Melbourne, siger hun efter den næsten to timer lange kamp var slut.

Mirjana Lucic-Baroni deltog i sin første Australian Open i 1998 og er med sine 34 år blandt de ældste deltagere ved turneringen i Melbourne. Hun var i sin første grand slam-semifinale i 1999.

I semifinalen står hun nu over for Serena Williams, der i sin kvartfinale udraderede britiske Johanna Konta i to sikre sæt.

Serena Williams spillede sin bedste kamp i år og viste frygtindgydende styrke mod 25-årige Konta, der ellers havde vist fine takter hidtil i turneringen.

Williams vandt kampen med 6-2, 6-3 og kan dermed stadig nå sin grand slam-titel nummer 23.

Den anden semifinale bliver et rent amerikansk opgør. Her står den 13.-seedede Venus Williams over for overraskelsen, den useedede Coco Vandeweghe, der tidligere har slået verdensetteren Angelique Kerber ud.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere