Så meget koster det at fixe en tenniskamp

Amerikansk reporter blev kontaktet af matchfixer, som leverede holdbare forudsigelser om igangværende kampe og fortalte, hvor meget det koster at købe partier, sæt og kampe på de forskellige turnerings-niveauer

Russiske Nikolay Davydenko har tidligere været under mistanke for matchfixing, men sagen faldt på manglende beviser (Foto: AP)
Russiske Nikolay Davydenko har tidligere været under mistanke for matchfixing, men sagen faldt på manglende beviser (Foto: AP)

Mens sidste uges matchfixing-afsløringer ikke bød på konkrete navne og tenniskampe, byder Ben Rothenberg, estimeret tennisreporter på New York Times, nu på et interessant kig indenfor i det, han kalder for sportens skyggeverden.

Amerikaneren blev således sidste år kontaktet af en anonym kilde, der - efterhånden som dialogen udviklede sig på Facebook og siden Viber - afslørede detaljeret og helt konkret viden fra matchfixernes verden, som han selv er en del af.

Stemmen indledte med at fortælle, at fænomenet var virkelig omfattende, og at aktørerne følte sig på sikker afstand af de myndigheder, der måtte ønske at efterforske dem.

Se også: Djokovic ryster på hovedet af matchfixing-anklager

For at bevise sin indsigt henledte han straks Rothenbergs opmærksomhed på en igangværende kamp i første runde af en challenger-turnering, det næsthøjeste niveau på ATP-turen.

En navngiven spiller ville tabe andet sæt med 0-6, forudsagde han, og det skete via masser af vildskud og en afsluttende dobbeltfejl på bare 19 minutter. Der var tale om dårligt skuespil, noterede Rotenberg, som under Australian Open har opsøgt kampens vindende spiller, som fortæller, at han ikke dengang havde fattet mistanke.

Russiske Nikolay Davidenko har tidligere været undersøgt for anklager om matchfixing men blev ikke fundet skyldig (Foto: AP) Tennis - 18. jan. 2016 - kl. 01:48 Læk afslører stort problem med matchfixing i toptennis

Herefter fulgte en række konkrete oplysninger fra Rothenbergs nye kilde.

Der er et internationalt netværk af spillere og fixere, som for manges vedkommende selv har spillet tennis, dog aldrig på allerhøjeste niveau. Tre af dem blev navngivet. En russer, en centraleuropæer og en asiat.

Mange af de fixede kampe blev spillet på det tredjehøjeste niveau, de såkaldte futures-turneringer, hvor den samlede præmiesum er 10.000 dollars, hvoraf en førsterunde-taber må nøjes med 98. Derfor er det kotume, at spillerne deler præmiesummen.

Enkelte kampe var dog også fixet på WTA- og ATP-turen, og i en WTA-kamp i Kina var der for få måneder siden blevet ’købt’ et sæt med cifrene 0-6.

Tennis - 18. jan. 2016 - kl. 04:29 Tennisledere afviser at skjule sager om matchfixing

Priserne var som følger: På futures-niveau kunne et tabt serveparti indbringe spilleren fra 300 til 500 dollars, et sæt mellem 1.000 og 2.000 og en kamp mellem 2.000 og 3.000 dollars.

I en challenger ville prisen for en tabt kamp stige til mellem 10.000 og 15.000 dollars, mens den på øverste turneringsniveau ville koste bagmændene op til 100.000 dollars.

Rothenberg blev kontaktet adskillige gange om kampe, der lige nu blev snydt i, og oplysninger holdt fortsat.

Se også: Canadisk superserver sender fransk entertainer ud

På et tidspunkt ville kilden så have penge for at løfte sine afsløringer til grand slam-niveau, og her bakkede reporteren ud. Dialogen døde i midten af december.

I Danmark kunne Politiken i sommer afsløre, at tennisspilleren Andreas Moltke-Leth var blevet tilbudt 37.500 kroner for at tabe et sæt med 0-6 under en mindre turnering i Polen, hvor en samlet turneringssejr ville udløse godt 10.000 kroner. Den 19-årige spiller takkede nej.

Se også: Dansk mester tilbudt penge for at tabe

Da Australian Open forleden blev servet i gang, kunne BBC og Buzzfeed fortælle om en hemmelig rapport, der angiveligt skulle afsløre, at en række af verdens bedste tennisspillere i løbet af det seneste årti har været sat i forbindelse med matchfixing, uden at sportens organisationer har grebet ind.

Samme organisationer afviste stålsat at have ignoreret oplysningerne men oplyste samtidig, at bevisbyrden i den type sager var yderst svær at løfte.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere