Sådan ser Wozniackis fremtid ud

Analyse: Der er flere grunde til, at Caroline Wozniacki nok tager endnu en sæson på WTA-turen – en af dem har et olympisk skær

En glad Caroline Wozniacki i den olympiske landsby i Rio. OL i Tokyo kan være et argument for at fortsætte. Foto: Jens Dresling
En glad Caroline Wozniacki i den olympiske landsby i Rio. OL i Tokyo kan være et argument for at fortsætte. Foto: Jens Dresling

NEW YORK (Ekstra Bladet): Midt i en lidt nederlags-tynget stund, åbnede Caroline Wozniacki pludselig døren mere end på klem for fremtiden.

- Ja, det tror jeg, svarede hun med et ledsagende nik på spørgsmålet om, hvorvidt hun fortsætter karrieren efter nytår.

Og selv om der selvfølgelig ikke ligger nogen garanti i den bemærkning, så fornemmer jeg også, at det vil være tilfældet. Af flere grunde:

Forleden nævnte hun, hvordan hun faktisk bruger sin kroniske gigtsygdom som en ny motivationsfaktor og glæder sig over at være rollemodel for andre unge med samme lidelse. Man skal ikke underkende, at den slags virkelig kan tale til hendes fighterhjerte.

Hun - og ikke mindst ægtemanden David - befinder sig for det meste godt i det omrejsende tenniscirkus, hvor han har skabt sig en ny bekendtskabskreds, og hvor hun stadig har veninder som medpassagerer.

Jeg erfarer, at der er et nyt medlem på vej i sponsorfamilien. Det er svært at tolke det som andet end en indikator på, at karrieren fortsætter, for det er jo næppe Ældresagen.

Endelig kunne jeg godt forestille mig, at et OL i Tokyo kunne virke tillokkende på de seneste leges stolte fanebærer, selv om hendes deltagelse igen vil kræve dispensation.

Caroline med sit seneste, store trofæ, hentet i China Open som gigtpatient. Foto: AP
Caroline med sit seneste, store trofæ, hentet i China Open som gigtpatient. Foto: AP

Er der så også en fremtid på toppen for Caroline Wozniacki?

Det spørgsmål er det desværre lidt vanskeligere at svare positivt på.

Ikke mindst på grund af førnævnte sygdom, der hele tiden rejser med som en ubehagelig joker, der pludselig kan stikke hovedet frem i utide og hæmme hendes udfoldelser. Omvendt kan det tænkes, at hun har samlet så meget viden om sig selv som patient, at hun bedre kan holde den i skak.

Hun har netop været inde i en god periode, der har givet hende mulighed for igen at træne på højt niveau. Den slags løftet selvsagt både humøret og skærper hende til kamp.

Dem har hun til gengæld fået alt for få af i år. På grund af skader og komplikationer med gigten. Det har kostet på ranglisten, og det betaler hun selvfølgelig for som lavere seedet, hvilket igen betyder, at hun hurtigere løber ind i de store navne.

At møde så stærk en spiller som Bianca Andreescu i tredje runde hører med, når man er dumpet ned som nummer 19, og det er altid ærgerligt at konstatere, at der lå så gode muligheder forude i turneringen på grund af overraskelser i hendes fjerdedel af lodtrækningen. Det er desværre en grand slam-genudsendelse.

Nederlaget til Andreescu var endnu et af slagsen til den unge generation, der kan gøre det besværligt for Caroline at holde sig på toppen. Foto: Robert Deutsch-USA TODAY Sports/Ritzau Scanpix
Nederlaget til Andreescu var endnu et af slagsen til den unge generation, der kan gøre det besværligt for Caroline at holde sig på toppen. Foto: Robert Deutsch-USA TODAY Sports/Ritzau Scanpix

Men netop mødet med den ultratalentfulde canadier – der kan gå langt i US Open, hvis helbredet holder - er i sig selv også et billede på, hvor svært det bliver for Caroline at holde sig i de øvre luftlag.

For konkurrencen er bestemt skarpere end nogensinde. Der er rigtigt mange unge på vej, de er sultne, de er skarpe og de har set, at danskeren er til at besejre.

Omvendt kan Carolines opsamlede rutine supplere de fine egenskaber, hun stadig har som tennisspiller, hvis hun kan samle hele pakken og ramme en ny formtop.

Nu rejser hun til Kina for at prøve, om hun kan finde et niveau, som resultatmæssigt kan rette op på den triste sæson.

Lykkes det, kan det blive endnu et argument for at fortsætte karrieren.

Se også: Nu taler Caroline om fremtiden

Se også: Hylder sin overkvinde: Bedst af de unge

Se også: Caroline overrasker: Min sygdom motiverer mig

37 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere