Schweiz antyder russisk snyd op til triumf

En russisk udskiftning kort inden anden kamp i Billie Jean King Cup-finalen får kritik af finalemodstanderen

Liudmila Samsonova jubler over sin sejr over Belinda Bencic, som sikrede Rusland den samlede triumf i Billie Jean King Cup. Foto: Michal Cizek/Ritzau Scanpix
Liudmila Samsonova jubler over sin sejr over Belinda Bencic, som sikrede Rusland den samlede triumf i Billie Jean King Cup. Foto: Michal Cizek/Ritzau Scanpix

De russiske tenniskvinder sikrede sig lørdag aften landets femte triumf i Billie Jean King Cup, der tidligere gik under navnet Fed Cup.

Men efter den russiske finalesejr på 2-0 peger schweizerne på en manøvre, de betragter som ufin.

I det, der viste sig som den afgørende sejr til Rusland, vandt Liudmila Samsonova med 3-6, 6-3, 6-4 over Belinda Bencic. Men oprindeligt skulle Samsonova slet ikke have spillet.

Hun blev sat på til kampen kort inden i stedet for Anastasia Pavlyuchenkova, og det var med til at forvirre schweizerne.

- Vi fik at vide, 15 minutter før kampen startede, at de skiftede deres spiller nummer et ud til fordel for spiller nummer fire, siger den schweiziske kaptajn, Heinz Guenthardt, ifølge AFP.

- Enten blev hun skadet, hvilket ville være uheldigt, eller også gjorde de det med vilje, og det ville være snyd.

- Bragte det os ud af fatning? Ja, det gjorde det.

Heller ikke finalemodstanderen Bencic roser den sene udskiftning.

- Jeg synes, det er grimt for at være helt ærlig. Jeg er virkelig skuffet lige nu, siger hun.

Men ifølge Ruslands kaptajn, Igor Andreev, er der intet at komme efter. Pavlyuchenkova ville gerne spille, forsikrer han.

- Men i opvarmningen følte hun, at hun ikke kunne give 100 procent. Derfor skiftede vi ud. Sådan er det, lyder det fra russeren.

Pavlyuchenkova påpeger, at hun har døjet med knæproblemer.

- Liudmila har spillet fantastisk hele ugen. Hun kan blive en topspiller. Under stort pres på en stor scene præsterede hun flot her til aften (lørdag, red.), så hun skal have stor kredit, siger Andreev.

Finalestævnet blev afholdt i Tjekkiets hovedstad, Prag. Turneringen blev sidste år aflyst for både mænd og kvinder. Mændenes holdturnering går under navnet Davis Cup.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Hvor der er penge, der er Peter