MELBOURNE (Ekstra Bladet): Serena Williams og Caroline Wozniacki kan dårligt forlade et pressemøde uden at være blevet spurgt om et eller andet i relation til deres venskab.
Således heller ikke, da amerikaneren efter sin sejr i første runde blev bedt om en kommentar til, at hun og Caroline begge skal møde store tennisnavne i anden runde.
- Det bliver afgjort ikke nemt, svarede hun med alvorlig mine.
Caroline før topmøde: Her er Azarenka bedre end mig
- Hun skal spille mod Azarenka og jeg mod Zvonareva. Vi har begge ret spændende andenrundekampe mod spillere, hvor den ene har været i grand slam-finaler, og den anden har vundet to.
Mens hviderussiske Victoria Azarenka, der to gange har vundet i Australien, er tæt på at være tilbage i form efter et skadeplaget 2014, har den russiske veteran dog lang vej igen efter flere års fravær med en skulderskade, der blev opereret i 2013. Men hun har været i finalen i såvel Wimbledon som US Open, og Williams udtrykker forventelig, kollegial respekt:
Piotr før Azarenka-braget: Caroline skal hæve niveauet
- Hun gør så mange ting godt og er på vej tilbage i form. Jeg skal være helt klar og ramme mit bedste niveau fra første bold.
- Så det bliver en udfordring for både Caroline og jeg at være skarpe. Men jeg tror til gengæld, at vi alle fire vil være mere fokuserede, når vi møder nogle virkelig gode modstandere.
Serena og Venus Williams trak sig i øvrigt fra deres første doublekamp i nat.
Caroline Wozniackis kamp i anden runde er sat til at gå i gang kl. 09.00 dansk tid torsdag morgen.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.