Serenas smadrede ketsjer solgt for svimlende beløb

Det er de mest utrolige ting, der kan blive solgt på auktion...

Husker du dette billede? Serena Williams skælder dommeren ud - og taber siden finalen til Naomi Osaka. Foto: Danielle Parhizkaran/USA TODAY SPORTS/Ritzau Scanpix
Husker du dette billede? Serena Williams skælder dommeren ud - og taber siden finalen til Naomi Osaka. Foto: Danielle Parhizkaran/USA TODAY SPORTS/Ritzau Scanpix

Sjældent har en ting fået så mange tæsk som den ketsjer, Serena Williams smadrede til plukfisk i US Open-finalen mod Naomi Osaka sidste år.

Amerikaneren var frustreret. Nej, det er simpelthen for mildt et udtryk. Hun var så edderspændt rasende, at hendes hoved lignede noget, der var ved at eksplodere.

Det gik ud over kampens dommer - og en ketsjer.

Nu er den blevet solgt, ketsjeren.

På en auktion i New Jersey.

20.910 dollars indbragte den. Det svarer til 140.000 kroner.

140.000 for en ketsjer, der er smadret.

Foto: Adam Hunger/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Adam Hunger/AP/Ritzau Scanpix
 

En af forklaringerne må være, at der netop er tale om en berømt rekvisit fra en berømt finale, hvor alle tiders måske største kvindelige tennisspiller fik en nedsmeltning i en finale, hun sensationelt tabte på sin hjemmebane i New York.

Williams havde som mange gange før været storfavorit op til årets sidste Grand Slam-turnering, og hun marcherede suverænt gennem turneringen, hvor estiske Kaia Kanepi i 4. runde var eneste modstander, der kunne ryste hende og vinde et sæt. Folk som søster Venus, Karolina Pliskova og Anastasia Sevastova fik klare tæsk af giganten Serena.

Men ikke Osaka.

I finalen spillede den 20-årige japaner friskt til og kunne lettere forbløffet se til, mens hendes modstander ved flere lejligheder gik grassat.

Først fik hun en advarsel for at blive coachet af sin træner oppe fra tribunen. Det gjorde Serena tosset. Og så skældte hun dommeren ud.

Da hun i 2. sæt smadrede sin ketsjer, fulgte endnu en advarsel - samt en pointstraf.

Der røg ketsjeren...Foto: Danielle Parhizkaran/USA TODAY SPORTS/Ritzau Scanpix
Der røg ketsjeren...Foto: Danielle Parhizkaran/USA TODAY SPORTS/Ritzau Scanpix

 

Så var hun tosset igen. Hun rasede og krævede en undskyldning af dommeren, der tilmed skulle offentliggøre, at hun ikke var blevet coachet tidligere i kampen. Så tog dommeren et parti fra hende.

Og så tabte hun 6-2, 6-4 i en af de mere mindeværdige singlefinaler i mange år.

Ketsjeren blev sat til salg i en speciel samling af sportsrekvisitter, der også talte en af Jesse Owens' guldmedaljer fra OL i Berlin i 1936 og et signeret LeBron James-kort fra 2003-04-sæsonen, da han var rookie.

Sidstnævnte gik for 198.030 dollars - 1,3 mio. kroner. Owens' medalje endte med at indbrige 615.000 dollars - 4,1 mio. kroner!

I alt indbragte 1500 genstande 4,3 millioner dollars.

Men tilbage til Serena Williams' ketsjer. For dens rejse er besynderlig.

Hun gav den til bolddrengen Justin Arrington-Holmes. Men han ville tjene penge og fik 500 dollars for den, da han solgte den videre. Det har han siden fortrudt.

- Når jeg ser tilbage, ville jeg ønske, jeg havde fået hjælp i den proces. Jeg var ikke klar over, hvordan sådan noget fungerer. Jeg ville bare af med den, har New York Times citeret ham for at sige.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere