Sharapova uddeler æg i Melbourne

Den russiske verdensstjerne cruiser videre og kan ende i duel med Wozniacki i Australian Opens tredje runde

Den russiske verdensstjerne Maria Sharapova er videre i Australian Open. Foto: Jewel SAMAD / AFP
Den russiske verdensstjerne Maria Sharapova er videre i Australian Open. Foto: Jewel SAMAD / AFP

Maria Sharapova viste ingen nåde, da hun natten til mandag spillede sin første kamp ved Australian Open.

På Rod Laver Arena viste den selvsikre russer, at hun har ambitioner om mere, da hun vandt med cifrene 6-0, 6-0 over britiske Harriet Dart.

Dart fik på intet tidspunkt i kampen skabt tvivl om udfaldet, og den 22-årige brite måtte gå fra kampen uden at vinde et eneste parti.

Sharapova viste derimod overskud i den australske sommervarme og fik lukket kampen efter bare 31 minutter.

Sharapova kan, hvis hun vinder sin næste kamp, potentielt stå over for Caroline Wozniacki, der spiller sin første kamp klokken ni mandag morgen dansk tid, i turneringens tredje runde.

Et eventuelt opgør mellem de to verdensstjerner havde russeren kun få kommentarer til på et pressemøde efter kampen.

- Vi skal begge igennem et par kampe inden da. Jeg forbereder mig på mange ting. Men det kunne være en god kamp, lyder det fra Sharapova.

Sharapova er i øjeblikket nummer 30 på verdensranglisten. Hun er også seedet som nummer 30 ved Australian Open.

I anden runde møder hun svenske Rebecca Peterson.

I Melbourne er Maria Sharapova på jagt efter sin sjette grand slam-titel. Af de fem, hun allerede har i banken, finder man blandt andet en sejr i Australian Open i 2008.

Hendes seneste grand slam-triumf var i 2014 ved French Open.

I marts 2016 kunne Sharapova fortælle, at hun under Australian Open i januar samme år blev testet positiv for det forbudte stof meldonium, og at hun i øvrigt havde brugt stoffet gennem ti år.

Det resulterede i en karantæne fra professionel tennis på to år samt en masseflugt blandt russerens mange sponsorer. Karantænen blev senere sat ned til 15 måneder, og hun var med ved Australian Open sidste år.

Her tabte Sharapova i tredje runde.

Amerikanske Sloane Stephens indledte også Australian Open med en sejr. Hun slog landsmanden Taylor Townsend ud i to sæt med cifrene 6-4, 6-2.

Andenseedede Angelique Kerber skal også spille i anden runde. Tyskeren, der vandt turneringen i 2016, sendte slovenske Polona Hercog hjem med cifrene 6-2, 6-2.

Ruslands Maria Sharapova. Foto: WILLIAM WEST / AFP
Ruslands Maria Sharapova. Foto: WILLIAM WEST / AFP

28 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere