Der var gjort lidt ekstra ud af det hele, da KB onsdag i sidste uge skulle tage imod HIK i tennissportens elitedivision. Et arvefjendeopgør i hovedstadsområdet, der denne gang havde fået lidt ekstra tiltrækning med det nye stjerneskud, Holger Rune, på gæsternes holdkort.
En del tilskuere fundet frem til anlægget på Frederiksberg, hvor herrernes kamp gav højspænding til sidste bold men desværre også udløste en uværdig afslutning på den smukke sommeraften.
En 26-årig dommer, Christopher Søndergaard, blev således udsat for ’ yderst truende fysisk adfærd og verbale trusler’, som Dansk Tennis Forbund siden har udtrykt det, efter en kontroversiel dom i kampens absolutte slutfase.
’Skal vi tage den udenfor?’
Lød det således fra en midaldrende og stærkt ophidset HIK-tilhænger, der i øvrigt er far til en kendt tennisspiller.
Kort efter forlod en rystet Christopher Søndergaard banen.
Truslen var kulminationen på en baneinvasion af ophidsede HIK-folk, der kort forinden havde set den unge dommer dømme en fodfejl på en serv, der ellers var sendt afsted til et es, fra HIK’s Rasmus Møller ved stillingen 8-8 i en såkaldt match tiebreak i en afgørende doublekamp.
En sådan spilles til 10, så det næste point betød matchbold til den ene part. En rystet Møller lavede derefter dobbeltfejl, og KB tog stikket og en samlet holdsejr på 4-2.
En udligning til 3-3 havde udløst en såkaldt ’golden matchtiebreak’, hvor HIK altså havde fået en chance mere. I stedet betød nederlaget et tabt skridt i forhold til at komme med i slutspillet.
- Det var en fed aften med god tennis. Kampen havde stor betydning og var tæt, så jeg kan sagtens forstå, at HIK’erne var frustrerede i situationen. De syntes jo, at jeg havde stjålet det point, som havde givet dem matchbold, fortæller den unge dommer, der i det daglige er studerende.
Han oplevede selv, at han indtil næstsidste point havde dømt en helt udramatisk kamp, også selv om han ved stillingen 3-0 til KB i match tiebreak’en havde dømt sin første fodfejl mod Møllers makker, Alexander Kønigsfeldt.
- Men så brød helvede løs, og folk råbte ting som ’købedommer’. Der blev kastet en ketsjer mod dommerstolen. Jeg ville gerne væk, for der er et mylder på banen, og jeg kan mærke, at det hele eskalerer.
- Så kommer en vred tilskuer og opfordrer mig til at slås. Nogle prøver at hive ham væk.
Herefter kommer KB’s tennisformand og kampens referee (overdommer, red.) og får Christopher Søndergaard eskorteret væk til et kontorlokale på anlægget, hvor han forsøger at samle sig selv.
- Jeg er i en chokstilstand, og situationens alvor begynder at gå op for mig.
- Folk fra KB støtter mig, og jeg får en snak med de andre dommere og referee. Vi bliver enige om at lave hver vores indberetning. Jeg er i øvrigt glad for, at referee stod lige ud fra den baglinje, hvor jeg dømte fodfejl, og var enig i dommen.
Dagen derpå tilbød Dansk Tennis Forbund ham en krisepsykolog, som han takkede ja til.
- Efter episoden har jeg gjort mig nogle tanker om fremtiden som dommer. Jeg har hele tiden gerne villet dygtiggøre mig og blive internationalt uddannet.
- Jeg har nogle spørgsmål, jeg skal have afklaret, før jeg kravler op i stolen igen. Også i forhold til at dømme kampe med HIK’ere.
- Vi kæmper for at få flere stoledommere herhjemme, så jeg kunne frygte, at episoden kunne have skræmt potentielle dommere. Der sad jo også mange unge og kiggede på, siger Christopher Søndergaard.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
KB-formand: Langt over stregen
For Nicolai Caiezza, tennisformand hos K.B., var der ikke noget unaturligt i, at modstanderne var oppe at køre i minutterne efter det dramatiske nederlag.
- Der er 10-12 HIK-spillere der løber ind på banen og begynder at diskutere med dommeren. Det var for meget, og det vil jeg tro, HIK også synes, når tingene har lagt sig. De er normalt rigtigt fine sportsmænd. Om det skal have en konsekvens, må DTF tage stilling til, siger han.
- Der er dog en-to tilskuere, der går langt, langt over stregen. Jeg løber ind til den unge dommer og spørger, om han er okay. Han siger, ’jeg skal bare ud herfra’, og så løber han ud. Han er ked af det, ja, og noget rystet.
- Der er tale om en sød ung fyr, der stiller op til det job i sin fritid, og jeg håber, han vil dømme videre.
- Hvordan HIK forholder sig til de to tilskuere, er op til dem, men de pågældende vil ikke være velkomne på KB i den nærmeste fremtid, siger Nicolai Caiezza.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Forbund undersøger: Uværdigt
Dansk Tennis Forbund ser med stor alvor på onsdagens scener, som man kalder ’uværdige og uacceptable for dansk tennis’. Det hedder endvidere på hjemmesiden, at ’en sådan opførsel hører ingen steder hjemme og kan kun betegnes som uacceptabel og uværdig’.
Forbundet kalder det en skærpende omstændighed, at det var en dommer, som var mål for trusler og truende adfærd, og man frygter selvsagt, at den slags kan gå ud over mulighederne for en god dommerbemanding til mesterskaber og i Elitedivisionen.
Forbundet er i gang med at indsamle udtalelser fra de implicerede parter med henblik på at afklare, om der grundlag for at gå videre med sagen, hedder det.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
HIK meddelte flere gange mandag, at en reaktion på episoden var på vej ud på hjemmesiden - men det er ikke sket.
Forsvarende mester melder også afbud til US Open
Vinder første turnering efter coronapausen