MELBOURNE (Ekstra Bladet): Det trak op til et tordenbrag af en tenniskamp, før Caroline Wozniackis møde med sin ikke ret gode veninde, Maria Sharapova i tredje runde af Australian Open fredag morgen dansk tid.
En kamp, som danskeren endte med at tabe i tre sæt.
Men også udenfor Rod Laver Arena med plads til 15.000 tilskuere, truede tunge skyer.
Bygerne fejede i timerne op til kampen hen over Melbourne, der – som de lokale siger det – kan have fire årstider på en dag. Det betyder, at spillet på de ydre baner blev suspenderet, mens der blev rullet tag hen over de tre store baner.
Dermed også på den største, Rod Laver Arena, hvor danskeren og russeren udkæmpede deres slag.
Spillet bliver en anelse langsommere, når taget er rullet på.
Begge har en del fans i international tennis, så det var lidt svært at forudsige, hvor majoriteten ville placere deres opbakning.
Til gengæld var danskeren svag favorit, mente de fleste af de tenniskyndige kolleger i det internationale presserum, som Ekstra Bladet talte med.
For selv om begge spillere har vist forrygende form i de første to runder, så har danskeren langt flere topkampe på bagen fra sidste sæson, og hun er i dag en spiller af en anden kaliber, end hende, russeren har mødt før. Deres sidste møde ligger tilbage i 2015.
Caroline Wozniacki er i øvrigt langt fra eneste dansker i og omkring anlægget i Melbourne.
Frederik Løchte Nielsen er allerede i gang i herredouble, og nu er de to talentfulde juniorer, Clara Tauson og Holger Rune, også ankommet efter juniorturneringen i Traralgon. Hun med sin far, Søren, han med sin mor, Aneke.
Desuden er trænerne Lars Christensen og Kenneth Carlsen landet for at støtte dem, men på grund af træning vil junior-lejren ikke være til stede på stadion.
I Carolines boks er den tidligere landsholdsmålmand i fodbold, Thomas Sørensen, som vanligt gæst, oftest med sin familie.
Maria Sharapova skal nu ud i et ’Barty Party’, som de nationalt ynder at kalde det, når australske Ashleigh Barty spiller.
Tidligere på dagen slog hun græske Maria Sakkari med 7-5, 6-1 og lavede hele 13 serveesser undervejs.
Kampen i fjerde runde spilles søndag.
- De er begge to store krigere og spillere, og jeg er sikker på, at de vil give hinanden en fantastisk kamp, sagde Barty efter sin sejr - inden hun vidste, at Sharapova blev modstanderen.
- Caroline spiller fantastisk tennis. Hun er forsvarende mester og elsker forholdene her, hvor hun igen er godt i gang, lød det med respekt for danskeren.
Vil ikke rive op i gammel krig: Sharapova skal selv leve med det
Respektfuld Sharapova: Wozniacki har hævet sit niveau
Caroline vil ikke puste til konflikt: Tænker kun på mig selv