Slingrende Wozniacki sendt ud i maraton-dyst

Caroline Wozniacki måtte i Miami ud i tre sæt mod taiwanske Hsieh Su-Wei, der udnyttede danskerens alt for svingende niveau til at tage sejren

Caroline Wozniacki måtte strække våben til Hsieh Su-Wei i 4. runde af Miami Open. Foto: Matthew Stockman/AFP/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki måtte strække våben til Hsieh Su-Wei i 4. runde af Miami Open. Foto: Matthew Stockman/AFP/Ritzau Scanpix

4. runde blev sidste stop for Caroline Wozniacki i den store turnering Miami Open.

Efter en svingende præstation måtte hun for første gang i fem indbyrdes kampe give fortabt til Hsieh Su-Wei fra Taiwan, der i tre sæt over mere end to timer vandt 6-3, 6-7, 6-2.

Danskeren måtte løbe alt for meget i en kamp, hvor Su-Wei viste, at det ikke var helt tilfældigt, at hun i 3. runde besejrede den japanske verdensetter, Naomi Osaka.

Taiwaneren, der er nummer 27 i verden, var ganske enkelt den af de to, der formåede at spille mest konstant. Og det i en kamp, der bød på lidt af hvert - skidt og kanel.

Generelt spillede Caroline Wozniacki for ofte ikke til linjerne, men mere mod banens midte - og det bliver straffet. I hvert fald i de perioder, hvor Hsieh Su-Wei tog initiativet.

Der fik hun Wozniacki ud at løbe med skarpe, vinklede returneringer. Ikke verdens kraftigste, men ret præcise.

Det gav i første sæt den tidligere verdensetter i double et brud til 2-1, og hun strøg mod 3-1 med en 40-0-føring. Men så fik hun et sammenbrud og hældte uforståeligt fem bolde ud, så danskeren brød tilbage.

De sydøstasiatiske fejl fortsatte i partiet efter, men så tog Su-Wei sig igen sammen.

På ny brød hun Wozniackis serv og spillede sig ved 5-3 frem til tre sætbolde. De to første overlevede danskeren, der dog smed den sidste langt ud og dermed tabte sættet

Andet sæt startede dog markant anderledes for den 28-årige dansker. Stålsat og aggressivt brød hun Hsieh Su-Weis serv, og havde såmænd også chancen ved 3-1. Men Su-Wei holdt stand - desværre. For så begyndte de danske fejl at snige sig ind igen.

Wozniacki blev brudt, og formåede kun at være farlig, når hun angreb. Det begyndte hun at gøre mere og mere i et underholdende sæt, hvor spillerne fulgtes ad til 6-6.

I den efterfølgende tie-break smeltede Su-Wei helt ned, og Wozniacki kunne gøre rent bord 7-0.

Fremragende udgangspunkt for det afgørende sæt - men Wozniacki blev brudt rent i sit første serveparti.

Da den tendens fortsatte i Su-Weis serveparti måtte danskeren skifte ketsjer. Det hjalp ikke, og heller ikke i andet parti vandt hun en eneste bold.

Faktisk vandt taiwaneren sættets 11 første bolde, før Wozniacki kom til fadet, men der var det for sent. Su-Wei brød til 3-0 og fortsatte i egen serv til 4-0, inden Wozniacki kom i gang og fik reduceret.

Det hjalp dog ikke, og Su-Wei kom på 5-1 og kunne selv serve kampen hjem, efter at Wozniacki fik reduceret til 5-2.

Dermed tabte Caroline Wozniacki den fjerde ud af blot ni kampe i denne sæson.

Det gode spil var der til tider, men der er stadig lang vej tilbage til det niveau, der sikrede hende sejren i Australian Open sidste år.

Nick Kyrgios er kendt for sin kontroversielle stil. Lørdag gik han over stregen. Arkivfoto: Ritzau Scanpix Tennis - 25. mar. 2019 - kl. 11:57 Bad boy kortslutter fuldstændig: Han er en skændsel!

Se også: Titel-festen fortsætter! Clara i knusende triumf

Se også: Dødstrusler glemt: Caroline godt på vej i Miami

160 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere