Der var masser på spil.
Først og fremmest en finaleplads, men også præmiepenge, ranglistepoint og prestige.
Favoritten Daniil Medvedev mente under fredagens Australian Open-semifinale, at modstander Stefanos Tsitsipas fik for meget hjælp af sin far, der sad på tribunen. Apostolos, der også er træner for sønnike, fik Medvedev i det røde felt.
Russeren fik brudt sin egen serv til stillingen 4-5 i 2. sæt, og så slog det ellers klik, da stjernen henvendte sig direkte til dommer Jaume Campistol.
- Hans far kan tale ved hver bold. Er du dum? Hans far kan tale ved hver bold, lød det fra Medvedev, inden det i decideret raseri blev gentaget endnu flere gange.
Se den vilde scene i klippet øverst.
Og den stiktossede tennisspiller fortsatte.
- Vil du svare på mit spørgsmål?! Vil du svare på mit spørgsmål?! Kan du svare på mit spørgsmål?! Hans far kan tale ved hver bold!
- Oh my god. Oh my god. Du er så dårlig, mand. Hvordan kan du være så dårlig i en grand slam-semifinale? Se på mig! Jeg taler til dig!
Hele den vanvittige episode blev kun afbrudt ved, at dommeren sagde i mikrofonen, at der var tid, og at spillerne skulle i gang igen - og selv dér så Medvedev sit snit til at svare igen...
Russeren tabte 2. sæt, men fik herefter både styr på temperamentet og kampen. Han vandt 7-6, 4-6, 6-4, 6-1 og er dermed klar til søndagens finale mod Rafael Nadal.
Se højdepunkterne fra Medvedevs sejr her: