Når det handler om tennisspilleren Su-Wei Hsieh er det ikke en kliche at sige, at hun er helt sin egen.
For det er hun i den grad, på som udenfor banen.
Og lige nu har hun igen bragt sig i søgelyset Down Under, hvor den 35-årige taiwaner har gjort sig til den ældste kvartfinale-debutant i en grand slam.
Her møder Hsieh japanske Naomi Osaka, der er tredjeseedet, men som har stor respekt for verdens nummer 71, der så tit har drillet de store.
Det gør hun med sin særprægede spillestil med dobbeltgreb i såvel baghånd som forhånd. Et greb, som hendes far anbefalede hende, fordi hun var så lille og spinkel.
Og apropos ketsjere, så adskiller hun sig også her fra alle andre topspillere på WTA-turen. Hendes tidligere træner, australske Paul McNamee fortæller:
- Der er kun en Su-Wei. Der er tider, hvor hun er ufokuseret og andre tider, hvor hun ikke rigtigt er motiveret til at træne.
- Jeg har oplevet, at hun er kommet ud og her slået til en eller to bolde og ikke ramme dem godt. Så er det slut. Så spiller hun ikke mere den dag. Hun havde ikke følelsen.
- Hun spiller meget præcist, ingen kan omdirigere trafikken som hun fra begge sider (forhånd og baghånd), roser han og spoler tilbage til en kamp i Eastbourne.
- Hun missede et par bolde i træk med tre meter. Normalt misser hun bare med millimeter.
- Så fik jeg øje på, at hun spillede med en knækket streng i ketsjeren. Jeg sagde det til hende. ’Nå ja’, svarede hun.
- Hun havde ikke knækket en streng i årevis. Nævn en spiller, der bruger den samme ketsjer i tre år uden at skifte den ud, lyder det fra Paul McNamee, så man næsten kan høre ham ryste på hovedet.
- Hun skal selv ud for at købe ketsjere, og det er meget usædvanligt. Hun har slet ingen sponsorer. Derfor ligner hun Times Square, når hun går på banen med forskellige logoer fra forskellige firmaer.
- Vi måtte igennem det traume at strenge ketsjere op før turneringen. Det sker en gang om året. Andre spillere skifter ketsjer, når der komme nye bolde, ikke? Hun beholder dem i årevis.
- Hun er anderledes, og det må du acceptere. Hun vidste ikke, at hun spillede med en knækket streng. En af grundene er, at hun normalt slår så rent med det midterste af ketsjerhovedet, at hun aldrig knækker en streng.
Hsieh elsker at komme til pressekonferencer og fortælle om sig selv, om tennis, og om – ja – hele verden set fra hendes glade hoved.
- Jeg prøver at vise folk, at tennis ikke kun handler om penge og sponsorer, siger hun.
- Selv uden sponsorer kan du – hvis du arbejder hårdt – finde din vej i både double og single, mener taiwaneren, der er en af verdens absolut bedste doublespillere og grand slam-vinder i den kategori.
- Jeg kan lide, hvad jeg laver, og jeg er glad for at kunne gøre det på et godt niveau. Det viser folk, at alt kan ske i tennis.
Klarer sig videre i Australien
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.